For Jan Bech Andersen handler fodbold først og fremmest om fremgang og forretning. Står nogen i vejen, eller kan de ikke kan følge med, ryger de ud. Også selvom de i princippet både har hans respekt og sympati.
Det mærkede Aldo Petersen, der blev fjernet som formand, kort efter at han selv havde lukket Jan Bech Andersen ind som storaktionær, og det mærkede Per Rud, da han i går blev erstattet med Troels Bech.
Jeg tror, Jan Bech Andersens forsikring om, at han har respekt for Per Rud og hans arbejde, er lige så oprigtig, som forklaringen om, at han ikke er manden, der kan føre Brøndby videre til næste niveau, er rå og brutal.
Til gengæld må vi selv tænke os til, præcis hvilke punkter der har stået på minussiden. Indkøb er et af dem. For selvom Jan Bech afviser dem som udslagsgivende, har de ikke været prangende nok til at trække i en positiv retning, og taktisk har han heller ikke haft evnerne til for alvor at sparre og udfordre Thomas Frank.
Og sidst – men langt fra mindst – skal man vare sig for at undervurdere betydningen af, at Per Rud i stil og fremtoning flirter med en provinsialisme, der ligger under den hylde, Jan Bech Andersen vil have Brøndby op på. Taktisk og i fremtoning er Troels Bech derimod overlegen, og på de parametre er hans kvaliteter mere indlysende end som truptømrer. Trods stor magt har Troels Bech ikke formået at rykke sine hold markant på hverken banen eller i transfervindueren, og da han vikarierede som sportschef i OB, var David Löfqvist og Darko Bodul hans mest iøjnefaldende køb.
Det ville være uretfærdigt at dømme ham på OB-tiden, men virkeligheden er, uanset hvordan man vender og drejer den, at det ikke er inden for køb og salg af fodboldspillere, at Troels Bech har sin største rutine og sine helt spidse kompetencer.
Det havde Per Rud. De var bare ikke store nok til at kompensere for manglerne på de felter, Troels Bech omvendt behersker så fuldkomment. Sådan er fodbold så kynisk, når den handler om fremgang og forretning.
