Først blev han fyret, så blev han "omplaceret", og fredag eftermiddag fik han så papir på, at han faktisk blev fyret.
Selv Henrik Jensen måtte trække på smilebåndet, da Brøndbys næstformand Benny Winther sidst i oktober betegnede ham som »omplaceret« frem for »fyret«. Det lød faktisk helt fornemt, hvis det da ikke havde været, fordi der ikke var nogen job at omplacere til.
Fredag eftermiddag – efter mere end to måneders forhandlinger – kunne Henrik Jensen så endelig underskrive en aftrædelsesordning.
- Vi er blevet enige om en aftrædelsesordning, som jeg er tilfreds med. De har været lidt lang tid om at finde ud af, at jeg ikke var på en funktionæraftale, for jeg synes, det var nogle ret simple forhold, og at der ikke var så meget at være i tvivl om. Det er fair nok, at det juridiske skal være i orden, men man kan ikke kalde deres advokatfirma for verdens hurtigste, siger Henrik Jensen til sporten.dk
- Der var åbenbart ikke noget job til mig, og jeg kunne da også godt se, at da de fyrede syv eller otte mand i administrationen, var der ikke lige nogen pladser tilbage til mig, og det er vel også fair nok, siger Henrik Jensen.
Gennem sin advokat har han i løbet af de sidste to måneder forhandlet med sportschef Ole Bjur om fratrædelsesordningen, men det er bestyrelsen med Per Bjerregaard i spidsen, der reelt har stået bag opsigelsen.
- Fyringer og ansættelser af cheftrænere i Brøndby er noget, bestyrelsen har ansvaret for. Det er ikke noget, andre har beføjelser til. Sådan er det i Brøndby, og sådan er det vist også mange andre steder, siger Henrik Jensen, der første gang tiltrådte et trænerjob i Brøndby i 1996, da han var assistent for Ebbe Skovdahl, som skaffede tre guldmedaljer til klubben.
Siden var han også assistent for Tom Køhlert, indtil de overlod Brøndby på førstepladsen, inden Kent Nielsen overtog holdet, blev fyret og gav plads til Henrik Jensen i cheftrænerstolen.
- Brøndby var 10 point efter, da jeg overtog, men vi fik bronze to år i træk. Det viser vel, at mit træner-CV i Brøndby ikke er helt håbløst, selvom jeg ikke har stået i spidsen for det hele. Jeg er ærgerlig over, at tingene kørte skævt i efteråret, og det bærer jeg et stort ansvar for, men jeg synes ikke, jeg skal have hele skylden alene. Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke var tilfreds med opstarten, da vi mistede otte spillere og kun fik Mikkel Thygesen ind til sæsonstart, men det er der jo ikke noget at gøre ved nu, siger Henrik Jensen, der ikke vil sætte navne på de medansvarlige.
Aftrædelsesordningen betyder, at Henrik Jensen får løn fra Brøndby indtil sommer uanset om han skulle finde et nyt job i mellemtiden.
