De danske mestre FC Midtjylland fik en perfekt lodtrækning til 2. kvalifikationsrunde i Champions League, og cheftræner Glen Riddersholm erkender da også, at sejr er den eneste mulighed.

Det ligger endnu ikke helt fast, hvem midtjyderne skal møde. Det bliver først afgjort, når 1. rundeopgøret mellem Santa Coloma fra Andorra og Lincoln fra Gibraltar er blevet færdigspillet. Returkampen spilles enten den 7. eller 8. juli, og herefter ved FC Midtjylland, hvem der venter i 2. runde.

»Vi er nødt til at være ærlige. Det var en vanvittig heldig lodtrækning som gør, at vi ikke behøver at speede vores processer op. Det er to hold, vi skal kunne vinde over og dermed toppe på de rigtige tidspunkter i et langt efterår. Modstandernes karakter giver os også en fair chance for at få spillet nye folk ind og dermed stå stærkere,« lyder reaktionen fra FCM-cheftræner Glen Riddersholm til klubbens hjemmeside.

»Uanset hvem vi skal møde, kommer vi til at gå ind til opgaven med den respekt, man skal have. Men vi er store, store favoritter, og vi skal bare videre. Hvad vi også kommer. Men fodbolden i dag har udviklet sig så meget, at alle hold, uanset niveau, er godt organiseret. Tidligere kunne man løbe hen over et hold. Det kan man ikke længere. Men som det mest scorende hold i sidste års Alka Superliga, så finder vi de åbninger, der skal til,« siger han.

Første kamp spilles hjemme på MCH Arena den 14. eller 15. juli. Derefter går turen sydpå - enten til Andorra eller Gibraltar - til returopgøret, der spilles den 21. eller 22. juli.

Selvom Glen Riddersholm får ret i sin spådom, om at FC Midtjylland går videre, så er der stadig et stykke vej til Champions League-gruppespillet. Først skal de igennem 3. kvalifikationsrunde og dernæst playoff-runden. Vinder de her, så er adgangen til det forjættede land sikret.