Endelig!

Hverken AaB eller Brøndby vadede ligefrem i selvtillid med tilsammen 15 kampe i træk uden sejre, men AaB gav høfligt Brøndby alle muligheder for at ende deres stime søndag i Aalborg. 3-1 vandt Brøndby over AaB, der noterede sig for hele to direkte røde kort.

Horribelt forsvarsspil og hasarderet udvisning oven i en spillemæssig oplevelse, hvor det mest sindsoprivende var, at der blandt sponsorpladsernes mange kasketter sad hele to endda ved siden af hinanden – med fedora.

Daniel Granli sparkede bolden i knolden på sig selv, og Thelander og Ross gik på samme bold, og så kunne Simon Hedlund sende Brøndby i front, inden Iver Fossum – i sin kamp nummer 100 for AaB – kort efter fik rødt kort. I anden halvleg blev ondt værre, da Simon Hedlund igen og unge Mathias Kvistgaarden dræbte AaB.

Her er B.T.s dom over AaB og Brøndby:

Wow! Forsvarspillernes fagforening vil nok mene, at udgangspunktet for lønforhøjelse er på en billig baggrund, men faktum er, at den tidligere Lyngby-spiller både åd norske dybdeløb, serbiske brydekampe og også nappede en randrusiansk løbeduel til dessert. Oven i det leverede stopperen en assist, som midtbanekreatører med hang til 'Laudrup' måtte lette på fedoraen af.

Karakter: 6

Åd Tshiembe, hvad AaB serverede, ja, så var der fri buffet blandt AaBerne for at blive banens ringeste. I hårdere konkurrence end Ukraine til Eurovision napper den norske krøltop de 12 point fra B.T.s udsendte.

Karakter: 1

AaB: 3-4-3

Jacob Rinne 3

Mathias Ross 1

Rasmus Thelander 2 (UDVIST: 88.)

Daniel Granli 1 (UD: 46.)

Kristoffer Pallesen 1

Malthe Højholt 2

Pedro Ferreira 2 (UD: 72.)

Gudmundur Thórarinsson 2 (UD: 68.)

Iver Fossum 2 (UDVIST: 44.)

Louka Prip 2 (UD: 46.)

Milan Makaric 2 (UD: 56.)

---

Anders Hagelskjær 2 (IND: 46.)

Kasper Høgh 3 (IND: 46.)

Oliver Ross 3 (IND: 56.)

Kasper Kusk UB (IND: 68.)

Jakob Ahlman UB (IND: 72.)

Brøndby: 4-4-2

Mads Hermansen 3

Andreas Bruus 3

Sigurd Rosted 3

Kevin Tshiembe 6 (UD: 77.)

Blas Riveros 4

Josip Radosevic 3

Mathias Greve 3 (UD: 80.)

Christian Cappis 4

Anis Slimane 5

Mathias Kvistgaarden 5

Simon Hedlund 5 (UD: 77.)

---

Henrik Heggheim UB (IND: 77.)

Marko Divkovic UB (IND: 77.)

Joe Bell UB (IND: 80.)

Hvis det her var sidste hjemmekamp for AaB i år (Europa-playoff lurer), så var servicen spillerne leverede det fodboldsultne publikum i første halvleg lige så mangelfuld som den service, SAS præsterede på Frederik Cilius tur til Firenze, hvor han endte i en blanding af limbo og parallelunivers, hvor ingen kender kollegaen, men de alligevel er »helt sikre på at han/hun kan ordne det«.

Der er fængselsstraffe i mellemamerikanske eks-diktaturer, der ligner slikbelønninger til børn ved siden af det AaB – fansene og kampens betydning in mente – leverede i første halvleg.

Det er ih-og-åh så moderne med 'spillende' forsvarsspillere, men de skal altså også kunne forsvare. Og det har knebet for AaBs i et godt stykke tid.

Det nåede tragikomiske højder i tre sekunders ren makværk ved Brøndbys 1-0-scoring. Da først Granli pløkkede sig selv i sylten, var det få øjeblikkes studie i dårligt forsvarsspil.

Man skulle næsten ikke tro, at der kunne laves større bommerter end dem, AaBs egne fans præsterede, der vækkede Brøndbys chauffør inden kampen.

Ja, ikke så meget.

AaB-træner Lars Friis har lovet, at der må skrives en stor artikel, den dag han ikke længere viser mod. Nu skal AaB afslutte sæsonen med en tur til Parken og forsøge at undgå, at slutspillet og Friis' egen AaB-start ender i en gigantisk fuserfest – alt imens FCK gør klar til guldfest.

Det giver i hvert fald træneren en uhørt mulighed for at vise mod – også mere end der blev vist mod Brøndby, hvor AaB var passive i alle aktioner.