Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Tjek op på jeres sager.«

Sådan lyder opfordringen fra Anders Larsen, som er fast buschauffør for Brøndbys fodboldhold, til AaBs fans.

For de nordjyske fans endte natten til søndag i en sand bommert, da de ville give Brøndby-truppen en sløj nat og vække dem med fyrværkeri på et hotel i Aalborg inden AaB og Brøndbys kamp søndag.

Men hvad de ikke vidste var, at Brøndby-chaufføren var kørt alene i forvejen lørdag.

»Klokken halv 2 begyndte det at brage løs lige uden for vinduet. Jeg ligger altid lidt på nåle, fordi bussen før har været udsat for hærværk.«

»Jeg fór ud af sengen og ned for at tjekke, om alt var i orden med bussen,« siger Anders Larsen til B.T.

Men hurtigt gik det op for ham, at der blot var tale om nogle Aalborg-fans, som skød fyrværkeri af ude foran hotellet, hvor Brøndbys spillerbus stod.

Det var dog kun buschaufføren Anders Larsen, som overnattede på hotellet. Dermed fik Aalborgs fans en lang næse, fortæller han.

»Da vi var i Silkeborg, fyrede de også af, men dengang var spillerne til stede. Her var spillerne der ikke. Det var kun mig og bussen, der var der,« siger en grinende Anders Larsen.

Brøndbys spillere ankom søndag veludhvilet til Aalborg Lufthavn, hvor Anders Larsen hentede truppen. Det skriver Brøndby på Twitter.

Bommerten, som Aalborgs fans er endt i, minder meget om den, som FC Københavns fans ligeledes endte i, da de forsøgte at holde spillere fra PSV vågne. Her valgte fansene bare et forkert hotel.