AGFs anfører, Patrick Mortensen, har været en stor profil i klubben, siden han kom til i januar 2019, hvor han siden har hamret mål ind på samlebånd.

Men i denne sæson har han haft lidt sværere ved det, og i de sidste to kampe er han startet på bænken. En beslutning, Mortensen har svært ved at forstå.

»De seneste seks kampe har jeg lavet fire mål. Derfor har jeg været uforstående over for det. Jeg har talt med David (Nielsen, red.), og han ved, jeg ikke er tilfreds,« siger Mortensen og fortsætter.

»Det er vigtigt for mig at vise den rette respons, men jeg behøver ikke koge mere suppe på det, nu må vi se, om jeg har gjort mig fortjent til at spille efter landsholdspausen. David og jeg har haft en fin snak, men flere kommentarer har jeg ikke til det.«

Patrick Mortensens kontrakt udløber til vinter, og han åbner da også op for, at der måske kunne ligge et nyt eventyr og vente ude i horisonten.

»Jeg har til vinter. Jeg nyder at være her, og så lader jeg min agent ordne resten. Man kunne godt forestille sig et udlandseventyr mere, men jeg kunne også fortsætte her. Vi må se, hvad fremtiden bringer.«

Angriberen har en stor tro på, at han nok skal komme til at spille en masse minutter efter landsholdspausen.

»Jeg arbejder stenhårdt for at skulle spille igen. Det håber jeg og tror jeg også, jeg kommer til. For mig er det sindssyg vigtigt, når du også er anfører, at du har en god respons. Men hvad der sker til sommer eller vinter, det ved jeg ikke.«

Patrick Mortensen har dog været i dialog med AGF angående sin kontraktsituation.

»Vi har talt sammen, men der er ikke noget konkret overhovedet.«

AGF spiller første kamp i nedrykningsspillet 3. april, når de tager imod Vejle hjemme på Ceres Park.