AGF er bagud 2-1, og de jagter en udligning i kampen mod FC Nordsjælland søndag.

I de døende minutter sker der så noget uventet.

Sprinkleranlægget går pludselig i gang og sprøjter banen til med vand.

AGF-anfører Patrick Mortensen mener ikke, at sådan noget kan ske ved en fejl.

»Det kan umuligt være en fejl, at sprinklersystemet går i gang. Det er så amatøragtigt, som noget kan være. Men jeg er glad for, at vi holder fokus, og jeg synes, at det er fortjent, at vi får scoret,« siger Patrick Mortensen og fortsætter.

»Det kan ikke være tilfældigt. Der er ikke noget at snakke om der. Nu har jeg sagt min mening om det, og så synes jeg, det var fedt at se, at folk holdt fokus. Vi snakkede om derinde, at det kan godt være, at de bruger feje tricks. Der var det vigtigt, at vi var til stede. Og det synes jeg, vi var,« fortæller han efter kampen til TV3 Sport.

På trods af afbrydelsen lykkedes det AGF at udligne til sidst, da Frederik Ihler passerede Andreas Hansen i FCN-målet med et hovedstød.

Modsat Patrick Mortensen mener cheftræner i AGF David Nielsen, at det var på tide, at FCN viste lidt kant.

»Jeg håber faktisk, at Nordsjælland gjorde det med vilje. Det er en klub, der savner lidt kant. Hvis de gjorde det med vilje, så må jeg klappe lidt af det,« siger David Nielsen.