Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Fredag fløj AaBs Superliga-hold til Malta og varmere vinde, men det var uden holdets anfører.

Talismanen og superstjernen Lucas Andersen bliver nemlig hjemme i januarkulden, selvom AaB-fansene slikkede sig om munden, da han vendte tilbage i træning i starten af året.

Det er da heller ikke det korsbåndsskadede knæ, der spænder ben for træningslejren.

Kæresten Thea er således »yderst højgravid« med parrets andet barn – og terminen var torsdag 13. januar, afslører Lucas Andersen, der derfor bliver hjemme:

AaBs Lucas Andersen kan smile over, at tre bliver til fire i det private.
AaBs Lucas Andersen kan smile over, at tre bliver til fire i det private. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Der er trods alt noget, der er større end fodbolden. Det er barn nummer to og denne gang i Aalborg, så der er bare nogle ting, som jeg rigtig gerne vil være med til der. Det karambolerer så med træningslejr,« siger den tidligere Ajax Amsterdam- og Grasshoppers-spiller.

Selvom klubben har givet thumbs up til, at træningslejren bliver uden anføreren, var det familiefaren selv, der var ret klar i spyttet om sine prioriteter.

»Jeg har været ret klar i det fra start af. Det her det står øverst på listen. Det gjorde det også sidste gang, men der var jeg ret hurtigt tilbage på træningsbanen, for jeg vidste ikke, hvad det var, og hvad der var normen. Men den her gang er jeg 100 procent afklaret i, at det er det første – og det største,« siger Lucas Andersen, der fortæller, at klubben har været fuldt forstående.

»Og hvis de ikke var det, så er jeg ret sikker på, at det ville ende sådan alligevel,« siger anføreren med et smil.

Lucas Andersen var senest i kamp for AaB i maj sidste år – og er fortsat ikke klar til at deltage i kampe for hjerteklubben.
Lucas Andersen var senest i kamp for AaB i maj sidste år – og er fortsat ikke klar til at deltage i kampe for hjerteklubben. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det var en forfærdelig korsbåndsskade i en kamp mod Sønderjyske sidste år, der sendte AaBs anfører på sidelinjen. Nu er han på (kunst-) græs igen med resten af holdet, men træner fortsat for sig selv. Uden udsigt til kamptræning på Malta gav det derfor heller ikke mening at flyve sydpå, mens kæresten Thea blev højgravid hjemme – sammen med parrets første barn, Carl.

»Rent træningsmæssigt, som du også kan se, er jeg mest for mig selv, så det er mest det sociale, jeg ikke kan bidrage til,« siger Lucas Andersen, der derfor skal fortsætte samme træning og program hjemme i Aalborg, mens resten af truppen er afsted.

»Det er selvfølgelig ikke optimalt, men engang imellem er der bare ting, der betyder mere.«

Du er jo anfører og har derfor også en stor rolle uden for banen – kan du så godt tillade dig ikke at rejse med?

»100 procent. Og jeg vil også vove den påstand, der er ikke en eneste, der vil påpege det (som et problem, red.). Jeg leverer alt det, jeg har herude, og det ved alle også godt. Jeg har været igennem en hård rejse for at stå hér, i dag. Hvis nogle vil pege fingre ad det, så er de meget velkomne. Jeg har god ro i maven til at sige, at jeg har leveret det arbejde, der skal til, og en familieforøgelse vil jeg ikke gå glip af.«

»Hvis man ikke kan se bort fra det, jamen så er det sådan, det er.«

Afgående cheftræner Marti Cifuentes bliver hjemme fra de tre træningskampe på Malta, efter det onsdag blev offentliggjort, at han skifter til Hammarby. Foreløbig først 1. marts.

Andre læser også