Efter længere tids spekulation blev der kaldt til rundkreds ved AaBs træning i Gistrup onsdag, hvor sportschef Inge André Olsen kunne fortælle, at cheftræner Marti Cifuentes har sagt 'tack så mycket' til Hammarby.

Det betyder 'farwel' til AaB – senest 1. marts – men det kom ikke som nogen decideret overraskelse for anfører Lucas Andersen:

»Det er også noget, som jeg har haft en dialog med Marti omkring, så det kom ikke som et chok for mig i dag (onsdag, red.).«

Efter beslutningen blev overbragt den samlede spillertrup onsdag, blev anførergruppen i AaB, der tæller Lucas Andersen selv samt Jacob Rinne, Rasmus Thelander og Mathias Ross, kaldt sammen.

AaBs cheftræner Marti Cifuentes har sagt ja til Hammarby i Stockholm.
AaBs cheftræner Marti Cifuentes har sagt ja til Hammarby i Stockholm. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Som det ser ud nu, er træneren, der nåede ét år i AaB, nemlig stadig chef indtil 1. marts. Hammarby har således udløst en klausul i spanierens kontrakt. Derfor har der aldrig været forhandlinger mellem AaB og den svenske storklub, afslørede Inge André Olsen over for B.T.

Korsbåndsskadede Lucas Andersen er ærgerlig over, det ikke blev til mere i samarbejdet mellem ham selv og Marti Cifuentes.

»Det var selvfølgelig både lidt ked af det-hed og tristhed over, at man ikke var en større del af det, hvis jeg kigger personligt på det,« siger AaBs nummer 10 og fortsætter:

»Samtidig er vi et rigtig godt sted lige nu, så det er et godt AaB, som han har sat sit aftryk på og afleverer,« fortæller Lucas Andersen om den aktuelle fjerdeplads ved vinterpausen – der endda kunne være blevet til en andenplads, hvis man havde slået FCK i efterårets sidste kamp.

Derfor er det også med en bittersød fornemmelse, at Marti Cifuentes går fra borde på det skib, han selv søsatte for et år siden.

»Jeg er utrolig ærgerlig over, Marti er væk, på grund af den professionalisme, han har bragt til klubben i form af spillestil, ambitioner og dagligdag,« siger Lucas Andersen.

Føler I ikke, at han vender jer spillere en smule ryggen – midt i sit eget projekt?

»Nej, det gør jeg ikke. I fodboldverdenen lever man også fra dag til dag – især i transfervinduet.«

Marti Cifuentes har til B.T. ikke lagt skjul på, at Hammarby og Stockholm trækker, fordi spanierens kæreste er derfra, og et liv i en ny by og nyt land under en pandemi har været udfordrende.

Lucas Andersen har selv spillet flere år i udlandet, hvor kæresten Thea Bundgaard Christensen og siden sønnen Carl har været en del af tilværelsen og dagligdagen i både Holland og Schweiz.

»Jeg kan godt sætte mig ind i de overvejelser, han har haft. Nu har han to børn derhjemme på halvandet år, og coronasituationen gør det jo ikke nemmere. Trænerarbejdet kræver mange ressourcer, hvor der hele tiden er forberedelse og afrunding. Med den arbejdsmoral, han har, er det fra klokken 8 om morgenen til 19-20-tiden om aftenen. Så jeg kan sagtens sætte mig ind i det, men der er selvfølgelig mange ting, der spiller ind.«

»Ikke kun den familiære,« slutter AaBs anfører med et smil om det kommende trænerskifte.

Andre læser også