Lyt til artiklen

Christina Sanders nåede at tænke, at helbredskontrollerne var rent tidsspilde. Så fik hun svangerskabsforgiftning. Her er hendes og hendes kæreste Pouls fortælling om at blive forældre til et ekstremt tidligt født barn. Børn, der de seneste år har fået større chance for at overleve.

Det var en tirsdag morgen sidst i juli, da Christina Sanders lukkede døren til stuelejligheden på Nørrebro bag sig og gik igennem Assistens Kirkegård til lægen. Hun havde egentlig besluttet at melde afbud til 25 ugers undersøgelsen.

Men influenzasymptomer fik hende til at ombestemme sig, selv om det nok bare skyldtes kulden fra lange sommeraftener i sommerhus ugen forinden. Besøget hos længen vendte op og ned på hendes tilværelse.

»Jeg var arrogant nok til at nå at tænkte, at jeg ikke behøvede alle de åndssvage kontroller. Jeg blev jo ved med ikke at fejle noget. Men der er åbenbart en mening med galskaben,« siger hun.

På vej til læge blev hun forpustet og tog et kort hvil på en bænk. Men det var vel normalt? Hun var trods alt seks måneder henne i graviditeten. At hun havde fået mere vand i kroppen, anså hun også som naturligt.

Hos lægen lagde Christina Sanders sig på briksen, og han målte hendes blodtryk.

Så forbød han hende at rejse sig igen.

Blodtrykket var tårnhøjt, og en urintest med for meget æggehvidestof bekræftede lægens mistanke om, at hun havde svangerskabsforgiftning.

Han ringede efter en ambulance.

Christina Sanders tænkte, at lægen måske var »lidt hys«.

»Jeg fik lov til selv at gå fra lægen på første sal og ned i ambulancen. Jeg syntes, det var helt fjollet, at to mænd skulle bære mig ned af sådan en Nørrebro-trappe på en båre. Når jeg nu selv var kommet op, måtte jeg også selv kunne komme ned. Men så lå jeg på båre derfra,« fortæller hun.

Marvins lille hånd kunne i starten blot nå rundt om Christinas lillefinger.
Marvins lille hånd kunne i starten blot nå rundt om Christinas lillefinger. Foto: Privatfoto
Vis mere

Ambulancen kørte ind under Rigshospitalet. Først da Christina så flere ansatte stå klar til at tage imod hende, overvejede hun at ringe til kæresten Poul Michelsen, der var på arbejde i Køge.

Hun var klar over, at det nok ikke blev en helt almindelig graviditet.

»Jeg tænkte, at jeg nok skulle være indlagt i et længere stykke tid. Men jeg tænkte ikke: Nu kommer babyen i morgen,« siger hun.

Christina Sanders havde en alvorlig grad af svangerskabsforgiftning, der samlet rammer tre procent gravide. Mens nogle kan nøjes med ro og hvile, er det i værste tilfælde nødvendigt at igangsætte fødslen for at stoppe symptomerne, der bl.a. tæller forhøjet blodtryk, hovedpine, hævelse i benene, kvalme, brystsmerter og fødekramper.

Kramperne kan være livstruende for både mor og barn. Der findes ingen forebyggende behandling af sygdommen, ligesom årsagen til den er ukendt.

Grænsen for, hvor højt kvindens blodtryk må være under graviditet, er 140/90. Da Christina blev kørt afsted i ambulancen, var hendes blodtryk 171/103.

Marvin blev født og lagt i en plasticpose

32-årige Christina Sanders og 33-årige Poul Michelsen har været sammen i ti år. I forsommeren kunne de sætte kryds ved faste ansættelser i Novo Nordisks kommunikationsafdeling og Nettos administration samt ejerskab af en rummelig treværelses lejlighed på Nørrebro. De var klar til at få et barn.

Efter to-tre måneder blev Christina Sanders gravid. Alt gik, som det skulle, lige indtil hun blev indlagt akut på Rigshospitalet med svangerskabsforgiftning 25. juli. Hun havde først termin 6. november.

Poul Michelsen sad på sit kontor i Køge, da Christina ringede fra hospitalet. Han forstod at hun var på sygehuset og tænkte, hun nok bare skulle have taget nogle prøver.

»Jeg var ikke helt hvid i hovedet endnu på det tidspunkt,« fortæller han.

Christina var kortfattet i telefonen, så han tog dog afsted med det samme. På hospitalet fik han at vide, at hun havde svangerskabsforgiftning, og en læge forklarede, at de skulle indstille sig på en tidlig fødsel.

»Lægen sagde, at det allerede kunne blive i dag eller i morgen, det ville prøverne vise. Der kom alle følelser op. Jeg fik et kæmpe chok,« fortæller Poul Michelsen.

Han var bange for, hvad der skulle ske både med hans kæreste og med deres ufødte barn. En almindelig graviditet varer ca. 40 uger. Christina havde kun været gravid i 25.

»Man kunne jo nærmest ikke se noget på maven, den var kun lige begyndt at bule lidt ud,« siger han.

Til venstre ses kuvøsen, som Marvin lå i de første uger, hvor forskellige apparater målte hans temperatur, iltniveau i blodet, puls med videre. I midten ses Marvins hånd, da han som nyfødt havde helt tynd hud og meget lidt fedt under huden. Til højre ses hans første ble.
Til venstre ses kuvøsen, som Marvin lå i de første uger, hvor forskellige apparater målte hans temperatur, iltniveau i blodet, puls med videre. I midten ses Marvins hånd, da han som nyfødt havde helt tynd hud og meget lidt fedt under huden. Til højre ses hans første ble. Foto: Privatfoto.
Vis mere

Hurtigt fik Christina binyrebarkhormon, der får fosterets lunger til at modnes hurtigere. Derefter overvågede lægerne hendes puls og blodtryk, og maven blev scannet. Timerne gik. Da maven næste dag blev scannet igen, stod det klart, at der ikke længere kom næring gennem navlestrengen på grund af svangerskabsforgiftningen.

»Han havde det fint, men han voksede ikke. Der gik cirka en time, efter de sagde det, så blev jeg kørt ned og fik kejsersnit,« fortæller Christina Sanders.

Poul overværede operationen og så, da lægerne åbnede moderkagen, og deres lille søn på bare 560 gram kom ud.

»Han skreg stort set fra starten af. Jeg kunne se en hånd og et ben spjætte, men jeg så ham ikke ordentligt,« fortæller han.

Deres lille søn Marvin kom i plasticpose for at holde på varmen og fugten, mens lægerne undersøgte ham. Så blev han lagt i en kuvøse og kørt til neonatalafdelingen. Poul Michelsen fulgte med.

»Der foregik en masse. Alle sagde tillykke hele tiden. Altså i går var jeg lige kommet fra arbejde og ind på sygehuset. Nu var han der pludselig,« siger han.

Foto: Hans Færch-Jensen
Vis mere

Med sin tidlige fødsel er Marvin en af de ca. 0,5 procent børn, der hvert år fødes »ekstremt tidligt«, før 28 ugers svangerskab. Forældrene fik at vide, at han havde større chance for at overleve end at dø.

Marvin vejede 560 gram. Hos børn under 500 gram er spædbarnsdødeligheden 75 procent ifølge Videnscenter for Tidligt Fødte Børn.

Omkring 1,5 procent børn fødes »meget tidligt« eller »ekstremt tidligt«, altså før 31 ugers svangerskab. Spædbarnsdødeligheden blandt dem er 14 procent. Til sammenligning er spædbarnsdødeligheden for børn født til termin 0,1 procent.

Der har ikke været nogen større revolution af behandlingen af for tidligt fødte de seneste år bortset fra brugen af stoffet surfaktant, der blev indført i 90’erne. Stoffet hjælper til at udvikle umodne lunger. Men det er alligevel lykkedes at få spædbarnsdødeligheden til at falde markant, fortæller Gorm Greisen, professor og overlæge på Rigshospitalets neonatalafdeling.

»Dødeligheden er faldet omkring to tredjedele de seneste 30 år på baggrund af mange små forbedringer. Maskinerne er blevet mere udviklet, og der er kommet mere erfaring hos personalet,« siger han.

Cirka syv procent børn fødes for tidligt, altså før 36 uger. Tallet har ligget rimelig stabilt siden 2007. Før lå andelen på fem procent.

Hun så ham første gang på en mobiltelefon

Da Marvin lå sikkert i kuvøsen, gik Poul Michelsen op til Christina Sanders med billeder af deres nyfødte. Således lå hun til opvågning efter kejsersnit, da hun første gang så billeder af sin søn. Billeder på en mobiltelefon.

Næste morgen kørte personalet hende ned til Marvin, hvor hun kunne se og røre ved ham for første gang. Efter en uge kunne de for første gang tage ham ud.

»Normalt får folk alle glæder ved at føde på ét døgn. Vores var strakt ud over tre måneder. Først så vi ham. Så rørte vi ham. Så havde vi ham oppe. Så begyndte han at amme. Alle de der ting,« siger Christina Sanders.

Adspurgt hvilke konsekvenser, det har haft for moderskabet, svarer hun:

»Jeg har aldrig været rigtig skruk med et glansbillede af, hvordan det hele skulle være. I og med, at han er min første, ved jeg ikke, hvordan det ellers kan føles, men det føles meget rigtigt.«

Marvins ansigt med CPAP koblet på munden.
Marvins ansigt med CPAP koblet på munden. Foto: Privatfoto
Vis mere

Forældrene fik at vide, at det første døgn var kritisk. Den første uge ligeså.

»Der skulle han bevise, at han kunne trække vejret, tage næring til sig og komme af med det i den anden ende. Vi kunne ligesom sætte flueben hver gang. Da hjernescanningen kom, vidste vi også, at hjernen fungerede,« siger Christina Sanders.

Marvin fik næring og væske direkte ind i blodårene, fordi hans tarme endnu ikke var fuldt udviklet, og han måtte også et par dage i respirator den første uge. Men han fik det langsomt bedre. En såkaldt CPAP hjalp ham med at trække vejret, da han kom ud af respiratoren.

Meget tid på sygehuset blev brugt på at have Marvin liggende på forældrenes bryst hud mod hud.

»Man har fundet ud af, at hud-mod-hud-kontakt er ret afgørende, så vi havde ham ude efter seks dage. Han var lille og skrøbelig, men stabil nok. Så lå han bare så lang tid som muligt hos en af os. Jeg tror, Poul havde rekorden på 8,5 timer, hvor han bare lå helt stille,« fortæller Christina Sanders.

Hud-mod-hud-kontakt udløser antistress hormoner både hos spædbarn og forælder, og måleinstrumenter på Marvin påviste tydeligt de gavnlige effekter.

»Det var ret vildt at se, hvor meget det hjalp ham. Der var jo måling af hans puls og vejrtrækning, og man kunne bare se alle værdierne blev forbedret. Han fik ro på og trak vejret bedre,« fortæller hun.

Poul Michelsen startede på arbejde igen efter to uger. Så overnattede Christina Sanders på intensivafdelingen i hverdagene, mens han havde weekenderne. De mange biplyde, grafer og tests blev hverdag. Mens forløbet var hårdt og til tider føltes uretfærdig, var parret samtidig taknemmelige over støtten fra personale, venner og familie.

Overskud til at bryde sammen

Forældrene lærte at finde små åndehuller i sygehustilværelsen. Når Poul Michelsen tog hjem, fulgte Christina Sanders ham altid til elevatoren. Så havde de to minutter for sig selv. De prøvede også at lade op hver især, når der bød sig en mulighed.

»Jeg sørgede for at gå ture, og så snart jeg kunne, så løb jeg en tur. Det er en intensivafdeling, og du er på hele tiden uden at tænke over det. Jeg lagde mærke til det, hvis jeg gik ned i Fælledparken. Så begyndte jeg at græde. Når du er i det, så er der ikke plads eller overskud til at bryde sammen,« fortæller Christina Sanders.

I løbet af de tre en halv måned, parret var indlagt, tog de kun hjem og sov sammen to gange. Det var mest nætter, hvor de bare græd, fortæller hun:

»Det er svært på sygehuset, hvor maskinerne bipper, og folk går ind og ud. Der er det svært at have ro til at bryde sammen.«

Efter to måneder begyndte de at se frem mod at kunne komme hjem. Marvin vejede nu to kilo.

Men så fik han betændelse i tarmen, og en aften blev han opereret akut.

»Vi har altid vidst, at der nok skulle komme et eller andet. Man håber bare på det bedste: At det ikke er en hjerneblødning, en nyre, der svigter, eller et hjerte, der skal opereres,« siger Christina Sanders.

Operationen gik godt, men efterfølgende gik det kun langsomt fremad. Terminsdatoen var 6. november. Først da kalenderen viste 15. november, og Marvin vejede knap tre kilo, kunne de forlade intensivafdelingen. Det blev med iltflasker, da Marvins lunger stadig havde svært ved at få nok ilt til blodet.

Marvin blev født, da han vejede 560 gram. Til sammenligningn vejer et almindeligt spædbarn ved fødslen omkring 3500 gram. Selvom han var lille gik det godt, og hans krop udviklede sig stille og roligt i den rigtige retning, lige indtil han var to måneder gammel og vejede omkring 2 kg. Så fik han betændelse i tarmene.
Marvin blev født, da han vejede 560 gram. Til sammenligningn vejer et almindeligt spædbarn ved fødslen omkring 3500 gram. Selvom han var lille gik det godt, og hans krop udviklede sig stille og roligt i den rigtige retning, lige indtil han var to måneder gammel og vejede omkring 2 kg. Så fik han betændelse i tarmene. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Det var »ret vildt«, da de alle tre for første gang kunne sove sammen, fortæller Christina.

Siden har hun gået hjemme på barselsorlov med Marvin. En overgang kunne han undvære ekstra ilt, men efter en forkølelse måtte flaskerne frem igen. Han vejer nu omkring fem kilo.

Det er endnu for tidligt at sige, om han får nogen senfølger af at være ekstremt tidlig født.

Generelt er risikoen for udviklingsforstyrrelser større, jo tidligere et barn er født, og hjerneskade samt psykologiske og motoriske problemer rammer især de ekstremt tidlig fødte. Børn som Marvin har ifølge Videnscenter for Tidligt Fødte Børn 50 procent risiko for at få udviklingsforstyrrelser.

Samlet set udvikler de fleste tidligt fødte børn sig normalt. Men de er mere sårbare.

Christina Sanders og Poul Michelsen er opmærksomme på Marvins sårbarhed. Lige nu ser de frem til, at vinteren med dens influenzaepidemier er overstået. Deres første tid som forældre har været en prøvelse, men indtil nu har de bestået. De har nået det mål, de tidligt i forløbet italesatte:

»Vi skulle ikke bare have ham her hjem. Vi skulle alle tre hjem, og vi skulle hele hjem. Det har vi været meget opmærksomme på. Det kunne ikke nytte, at vores parforhold var blevet smadret, eller at den ene havde fået et traume. At få os alle tre hjem var målet.«