Log ind på BT PLUS og læs hele artikelpakken om EM-heltene ...

29 kr. per måned - 1. måned er gratis (UDEN BINDING)


Den modtagelse, vi fik ved hjemkomsten i København, var uforglemmelig. Jeg betragter det som et privilegie at være én af ganske få danske fodboldspillere, der er blevet hyldet så massivt,« siger EM-reserven Morten Bruun og tilføjer:

»Men egentlig var det først på dette tidspunkt, at jeg følte mig som et fuldgyldigt medlem af truppen. Jeg var jo kommet med på yderste mandat og fik ingen spilletid i Sverige.«

Efter at have set inaktivt med fra sin plads på reservebænken i Danmarks første fire EM-kampe, blev han i finalen mod Tyskland bedt om at varme op.

»Jeg var udtaget på samme position som John Sivebæk, og da der opstod tvivl om, hvorvidt han i småskadet tilstand kunne fuldføre kampen, var det naturligt at bede mig om at holde mig klar. Sivebæks bentøj holdt til strabadserne. Så jeg forblev udenfor,« siger Morten Bruun.

530 kampe for Silkeborg

Efter EM fortsatte han sin karriere i Silkeborg IF, hvor han står noteret for ikke færre end 530 klubkampe.

»Fodboldmæssigt fik EM-triumfen ingen betydning for mig. Jeg kom i modsætning til for eksempel Johnny Mølby, der heller ikke fik spilletid under EM, bagefter ikke til en udenlandsk topklub,« siger Morten Bruun.

Ikke desto mindre er han stadig dybt involveret i sporten.

Efter sin aktive karriere blev han uddannet journalist og arbejdede i en periode på Fodboldmagasinet Tips-bladet. Herudover var han træner i først Silkeborg og dernæst Sønderjyske, mens han de senere år har været fodboldkommentator på 6’eren.

»Via dette job ser jeg stadig en del til mine gamle landsholdskolleger Brian Laudrup og John ’Faxe’ Jensen. Herudover har jeg kontakt til blandt andre Kent Nielsen og Flemming Povlsen,« siger Morten Bruun.

idskov@sporten.dk