Anders Antonsen er klar til finalen i Korea Open efter sejr over Chou Tien-Chen fra Taiwan i tre sæt.

Anders Antonsen fortsatte tidligt lørdag dansk tid sin gode stime af resultater, da han spillede sig frem til finalen i Super 500-turneringen Korea Open.

I semifinalen slog han verdens nummer fem, Chou Tien-Chen fra Taiwan, med cifrene 22-24, 21-19, 21-10.

Trods tabet af første sæt kæmpede Antonsen sig tilbage og vandt i nogenlunde god kontrol de to næste sæt.

I tredje sæt var der slet ingen tvivl om udfaldet.

Kampen var præget af meget vind på banen, og derfor blev det aldrig nogen skøn affære.

Første sæt blev ligeså tæt og dramatisk, som cifrene antyder.

Længe havde Antonsen ellers godt styr på det og førte flere gange med tre point, sidste gang ved 15-12.

Chou Tien-Chen fik derfra større succes med at stå længere fremme på banen. Han snuppede fem point i træk og kom på 17-15.

Han spillede sig til to sætbolde ved 20-18, men Antonsen udlignede efter en lang duel, hvor taiwaneren sendte bolden i nettet.

Antonsen spillede sig selv til en sætbold ved 21-20, men han forpassede chancen. I stedet udnyttede Chou Tien-Chen sin fjerde sætbold til at vinde med 24-22.

Danskeren fik også en god start på andet sæt, hvor han kom på 3-0. Selv om det blev 4-4, byggede Antonsen til 9-4, men Chou Tien-Chen sled sig tilbage på 14-15.

Antonsen fandt så ind i en god stime og spillede sig til fem sætbolde ved 20-15, og han fik brug for dem alle.

Først ved 20-19 lykkedes det Antonsen at presse Chou Tien-Chen til en fejl, der gav udligning på sæt.

I tredje sæt var Antonsen suveræn. Fra 2-2 snuppede han syv point i træk, og ved sidebyttet førte danskeren med 11-3.

Antonsen fortsatte med at mase på og sikrede sejren på den første af ti mulige matchbolde.

I søndagens finale venter indoneseren Jonatan Christie, der i sin semifinale slog landsmanden Alwi Farhan med cifrene 18-21, 21-14, 21-15.

Det er Antonsens første finale, siden han vandt Indonesia Open i juni.

Siden har han været i fire semifinaler, herunder ved VM. Dermed har han holdt fast i sin placering som nummer to på verdensranglisten.

/ritzau/