27-årige Jonathan Munk Nielsen bor i kollektiv med seks andre, og det bliver han ved med. Flere og flere danskere flytter i kollektiver, bo- og nabofællesskaber, men det er ikke som i 1970erne, siger forsker i boformer

Lejligheden på Frederiksberg er enorm. Præcis hvor stor den er, ved ingen i kollektivet, men de ni værelser er rigelig plads for de syv beboere, der er mellem fire år og 27 år. En fra kollektivet har nemlig et barn, og det skal der være plads til blandt de unge, siger Jonathan Munk Nielsen, der er 27 år, og som flyttede ind i januar måned.

»Jeg valgte i første omgang at flytte, fordi muligheden bød sig, og værelset var ret billigt. Jeg kendte allerede flere af de folk, der bor der i forvejen, så jeg havde en god fornemmelse angående min beslutning. Et eller andet sted var jeg også klar over, at et stort kollektiv ville passe mig og mit temperament, så det gjorde det kun nemmere. Jeg havde ikke de store bekymringer på forhånd,« siger Jonathan Munk Nielsen, der til daglig er cykelbud i firmaet By-Expressen, og som tidligere har boet i andre kollektiver.

»Det er fantastisk ikke bare at komme hjem til en tom, mørk lejlighed. Der er musik, nogle har venner på besøg, nogle holder møder, reparerer cykler eller arbejder i fællesområderne.«

Han bor i et af de kollektiver, hvor der ikke er faste systemer for, hvem der laver mad hvornår, hvem der gør rent hvornår og så videre. Det er i det hele taget ret frit. Men udfordringen med at bo mange sammen er alligevel kommunikationen.

»Min oplevelse er, at langt de fleste konflikter opstår, når vi glemmer at tale sammen om hinandens grænser og forventninger til det fælles,« siger Jonathan Munk Nielsen, der trods småkonflikter ønsker at flytte på landet inden for det næste par år i en kollektiv konstellation.

Han er ikke alene. Flere og flere danskere vælger for tiden at flytte under samme tag. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der er 45 procent flere voksne, der bor i husstande med andre familier. I 2007 var tallet 451.000. I 2017 lå det på 655.000.

Fra bollerum til øko-boller

Tal viser, at der var omkring 15.000 egentlige kollektiver i 1970erne. Altså af den slags med røde plakater, hash og bollerum, men sådan er det generelt ikke i dag, siger Marie Stender, der forsker i boformer på Aalborg Universitet.

»Det er ikke som i 70erne med hippier og bollerum. Det er en bredere gruppe, der flytter sammen i dag. Jeg sad med en følgegruppe, som havde en meget god vending: Vi er i Danmark gået fra bollerum til øko-boller,« siger forskeren.

I dag er man snarere fælles om blødere ting som fællesspisning, en sludder og en daglig kop kaffe med hverandre. Og der er flere forskellige måder at bo kollektivt på nu om dage.

Det kan være unge, der som Jonathan stimler sammen. Ældre, der bor i oldekoller. Eller forældre, der flytter ind hos deres børn.

Og faktisk bor mange ikke under samme tag.

I et typisk bofællesskab slår hver familie sig ned i hver sit hus på et stort fælles område med fælles mad seks dage om ugen, og hvor man forpligter sig til at lave mad en dag om måneden til alle.

»En af grundene til, at folk flytter sammen, er, at det er blevet meget dyrt at bo i byen. Men vi ser også, at mange flytter sammen uden for byerne, og her handler det mere om interessen for fællesskabet,« siger Marie Stender om bofællesskaberne, der trender.

De ældre flytter ind

Nogle familier flytter også i bofællesskab af praktiske årsager, så de slipper for at købe ind og lave mad hver eneste dag. I stedet kan man de fleste dage hente mad i fælleshuset. Ligesom de slipper for at købe deres egen græsslåmaskine.

»De praktiske årsager blomstrer for tiden. Og så kommer fællesskabet oveni, hvor man snupper en kop kaffe sammen,« siger hun.

Og nogle flytter så ud igen, fordi de føler deres privatliv invaderet, siger Marie Stender.

Sådan er vi så forskellige.

En god oplevelse for Jonathan og kollektivet

»Jeg husker især en hverdagsaften, hvor jeg kom sent hjem fra arbejde og var både træt og i rigtig dårligt humør. Det havde styrtregnet hele dagen, og det er aldrig sjovt, når man arbejder som cykelbud. En af mine bofæller havde arrangeret en sammenkomst for hendes venner, og jeg endte med at spise med dem og drikke øl til sent ud på natten. Jeg mødte en der, der endte med at blive en af mine tætte venner. Hvis jeg stadig boede alene, ville jeg aldrig af egen drift arrangere noget socialt efter sådan en dag, selvom det måske lige netop er det, jeg ville have bedst af.«

En mindre god oplevelse for Jonathan og kollektivet

»Jeg tror det værste eksempel på, hvad der sker, når ingen tager ansvar for et problem, er nok vores afløb. Alle smider kaffegrums og madrester I afløbet, og vi tænker, at vi ikke selv skal tage os af konsekvenserne. For et par måneder siden løb der pludselig beskidt vand baglæns op af håndvasken på toilettet og ud af flere afløbsrør, der tilnærmelsesvis oversvømmede lejligheden med, hvad der nok var flere års madrester, og hvad der er værre end det. Mig og en anden beboer blev nødt til at tage os af det, fordi vi tilfældigvis var hjemme. Det tog næsten en hel dag og var ret så ulækkert.«