Indtil torsdag morgen var Kim Frederichsen næstformand i Dansk-Russisk Forening og formand for foreningens afdeling på Fyn.

Men da Rusland invaderede Ukraine, var det forbi.

»Jeg skal kunne se mig selv i øjnene, og det her hverken kan eller vil jeg forsvare,« siger han til B.T.

Han har i mere end 20 år været aktiv i foreningen, som bygger på kulturudveksling, folkeoplysning og dialog mellem Danmark og Rusland.

Men ifølge Kim Frederichsen, der er PhD i russiske samfundsforhold, gør den russiske præsident, Vladimir Putin, det vanskeligt at stå for fredelig dialog i Dansk-Russisk Forening.

Derfor var det ikke et svært farvel selv efter mange gode år i foreningen.

»Et eller andet sted er jeg lettet over det, og måske skulle jeg have gjort det allerede i 2014, da Rusland annekterede Krim,« siger han.

Den nuværende situation taget i betragtning har han svært ved at se en fremtid for Dansk-Russisk Forening, når Putin tilsyneladende forsøger at genskabe Zar-Rusland uden at tage hensyn til Ukraine og det ukrainske folk.

Den nu tidligere formand for Dansk-Russisk Forening Fyn, Kim Frederichsen (th), vil ikke associeres med invasionen af Ukraine Foreningens næstformand Frauke Søholm (tv) er enig. Foto: Privat
Den nu tidligere formand for Dansk-Russisk Forening Fyn, Kim Frederichsen (th), vil ikke associeres med invasionen af Ukraine Foreningens næstformand Frauke Søholm (tv) er enig. Foto: Privat
Vis mere

»Hvis jeg tror på noget, er det det her multilaterale samfund med internationale traktater og dialog,« siger han og fortsætter:

»Det er det, jeg mener, han prøver at trække tæppet væk under.«

Alt det er næstformand for Dansk-Russisk Forening Fyn, Frauke Søholm, rørende enig i.

Hun har stor forståelse for, at Kim Frederichsens forlader sine poster, og tanken om at gøre det samme har strejfet hende.

»Jeg har personligt lyst til at tage mit gode tøj og gå for ikke at blive associeret med Putin. Det vil jeg i hvert fald ikke,« siger hun.

Men hensynet over for foreningens medlemmer og de russere, hun har mødt gennem sit arbejde i foreningen, holder hende alligevel tilbage.

»Når jeg ligesom reagerer, er det følelsesmæssigt. Så må vi se, om vi kan finde et grundlag for at fortsætte foreningen. For visionen er efter min mening smuk,« siger Frauke Søholm.

Formandens pludselige exit betyder, at foreningens bestyrelsen snart skal mødes og finde ud af, hvad der nu skal ske.

For Frauke Søholm er det ikke givet, hvad der kommer til at ske, for foreningen er både uafhængig og apolitisk. Spørgsmålet er, om foreningen fortsat kan eksistere med sin integritet i behold.

»Hvordan handler man korrekt i denne situation for os som forening? Det er vigtigt for mig personligt at markere min foragt over for de russiske handlinger,« siger Frauke Søholm.

En del af problemet er ifølge hende bare, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem Vladimir Putin og det russiske folk:

»Jeg har et sted i mit hjerte de mennesker, der tror på og vil samarbejde.«