Thomas Thorhauge er selvlært tegner. Men det lå ikke altid i kortene, at det var det, han ville. En kendt korrespondent lagde kimen til det, der senere skulle vise sig at blive en karriere for den nu 48-årige tegner.

For da han i 80erne voksede op i Aalborg, nærmere bestemt på Th. Staunings Vej, boede Thomas Thorhauge på vej sammen med en, der senere skulle blive en af Danmarks mest kendte tv-korrespondenter. Det var selveste Jesper Steinmetz, der med sin hjemmebiograf var med til at inspirere den 48-årige tegner.

Steinmetz' hjemmebiograf var komplet med røde velourgardiner, plakater i glasmontrer og endda med billetter, der skulle rives over.

Han viste James Bond-film, 'Alien', 'Dødens gab' i forkortede udgaver på smalfilm.

Thomas Thorhauges' yndlingssuperhelt, Batman, som han har tegnet utallige gange og i mange forskellige stilarter
Thomas Thorhauges' yndlingssuperhelt, Batman, som han har tegnet utallige gange og i mange forskellige stilarter Foto: Thomas Thorhauge
Vis mere

»Det var et enormt engagement, han lagde i det. Og det var både smittende og inspirerende. Man sad og kiggede på det og kunne bare mærke, at det var flot gjort. Men Jesper viste os jo også vejen til København og LA. Han eksponerede os for en anden verden og var virkelig en ledestjerne,« fortæller Thomas Thorhauge.

Men Jesper Steinmetz er ikke den eneste, der har inspireret den 48-årige tegner, som blandt andet er fast tegner ved dagbladet Politiken.

Faren underviste på biblioteksskolen i Aalborg, og i et rum med børnelitteratur, tegneserier og filmblade åbnede der sig en ny verden for Thomas Thorhauge.

»Det var en Aladdins hule af popkultur. Der var 'Star Wars' og alt muligt – det var ret vildt.«

På Gug Skole begyndte han at tegne om kap med en skolekammerat. Især var Superman på det tidspunkt et yndlingsmotiv. Eller det var i hvert fald ham, de konkurrerede om at tegne.

»Jeg havde en naturlig interesse i at tegne, men synes ikke, jeg havde en ekstraordinær evne for det. Men jeg trænede og blev ved og ved.«

Thomas Thorhauges tegning af den anerkendte tyske filminstruktør Werner Herzog
Thomas Thorhauges tegning af den anerkendte tyske filminstruktør Werner Herzog Foto: Thomas Thorhauge
Vis mere

Da han senere startede på Aalborg Katedralskole, begyndte han igen at tegne om kap med en skolekammerat. De tegnede blandt andet tegneserier til skolebladet.

»Det endte næsten med at koste mig mit gennemsnit, fordi vi bare tegnede og tegnede,« fortæller Thomas Thorhauge grinende.

Det har skabt en kærlighed for tegneseriemediet, som Thomas Thorhauge har dyrket lige siden. Han er en af de helt store ildsjæle. Han er udøvende kunstner, forfatter og redaktør og var formand for Dansk Tegneserieråd. Han har også været med til at starte tegneserieuddannelsen, og så er han uddannet i film-medie-videnskab. Og vandt sidste år prisen for 'årets bladtegning' for sin ugentlige serie 'Mood' i Politiken.

»Jeg elsker tegneserier. At både tegne og fortælle på en gang er det store kick, men det er så tids- og koncentrationskrævende, og der er meget dårlig økonomi i det, så det er absolut en fritidssyssel,« fortæller Thomas Thorhauge, der i øjeblikket arbejder på en tegneserie om vikinger.

I dag har han skiftet den jyske muld ud med København, hvor han bor sammen med sin kone og tre børn.

Han er mest stolt af en tegneserie, han lavede for ti år siden, der hedder 'Kom hjem'. I den rejser en dansk pige til Normandiet, hvor hun bliver en del af et politisk aktivistkollektiv og begynder at dvæle ved vanskeligheden ved at finde en balance mellem de store idealer og dagligdagens udfordringer. En tegneserie, der på en stilfærdig måde ultimativt handler om radikalisering.

De store helte fra Thomas Thorhauges barndom har tit været genstand for hans tegninger. Her har han tegnet en ultimativ guide til det for udenforstående komplicerede filmunivers.
De store helte fra Thomas Thorhauges barndom har tit været genstand for hans tegninger. Her har han tegnet en ultimativ guide til det for udenforstående komplicerede filmunivers. Foto: Thomas Thorhauge
Vis mere

Og selvom Thomas Thorhauge har lært sig selv at tegne, føler han ikke, der er blevet set ned på ham.

»Nej nej, slet ikke. Jeg tror, vi er en del mennesker, der laver noget andet end det, vi er uddannet til. For en selvstændig erhvervsdrivende er der jo kun udbud og efterspørgsel. Og jeg har heldigvis haft lejlighed til at sætte min uddannelse fra filmvidenskab i spil i mit arbejde for Kulturen på Politiken.«

Nu svælger han i den popkultur, som han fandt så inspirerende som barn. Hans yndlingssuperhelt er eksempelvis Batman.

»Det er en meget konservativ favorit – Batman er jo manges yndlingssuperhelt. Men visuelt er kostumet bare så indbydende. Den der ikoniske hætte med de to spidse ører, kappen. Og så er der jo den særlige ting, at han ikke har superkræfter – han er forældreløs, sårbar og forpint,« lyder det fra tegneren.

Nu er de ikoniske helte fra Thomas' barndom at finde overalt.

»Os, der var religiøse omkring den her popkultur, kommer det måske ikke som den helt store overraskelse for. Men for noget tid siden sagde min redaktør til mig: 'I har jo vundet, jer nørder. Mine Werner Herzog-film, dem er folk jo bare ligeglade med',« siger tegneren og refererer til den anerkendte tyske filminstruktør.

»Og jeg tror, han har ret. Nørderne har vundet.«