I 1. g startede hun på et hyggeprojekt, hvor hun lagde makeup på sig selv, mens hun filmede det.

Egentlig vil hun holde det for sig selv, men lige pludselig eksploderede det.

Sissel Aare Boe fra Jyllinge sad for syv år siden i sin fars kælderrum og drømte om at læse på CBS, men det var ikke den vej, det gik.

For pludselig skete der noget.

»Jeg fik en meget dyr interesse for koreanske makeup-produkter, som udsprang af min fascination af koreansk musik, da jeg var yngre.«

»I mine første videoer brugte jeg makeuppen, jeg havde købt. Der var nemlig ikke særlig mange vestlige youtubere, der kendte til koreansk makeup,« siger hun.

Koreansk kultur og asiatisk-inspirerede makeup-videoer var dog ikke en populær interesse iblandt Sissels omgangskreds og jævnaldrende, og det satte sine spor i gymnasietiden.

»Jeg holdt min YouTube-kanal hemmelig, fordi jeg må indrømme, at jeg synes, det var pinligt,« siger hun.

Men på den anden side af kloden var der en kolossal seerbase, der hungrede efter vesterlændinge, som lagde asiatisk makeup på sig selv.

Foto: Sissel Aare Boe
Vis mere

Og efter at have udgivet sine første makeup-videoer med asiatisk inspiration var hun på hundredtusindvis af sydkoreaneres radar.

»Kort efter jeg startede min kanal Sissel AB, fik jeg ret mange subscribers. En af mine første videoer gik viralt, og så var det lidt svært at holde hemmeligt mere.«

»Jeg skammer mig nu over, at jeg synes, det var så pinligt, at jeg havde sådan en interesse,« siger hun.

Succesen åbnede op for unikke muligheder, da Sissel blev spottet af en koreansk virksomhed, som tilbød hende at komme til landet via et såkaldt entertainmentvisum.

»Jeg flyttede efter gymnasiet, da jeg var 18-19 år. Det var helt vildt skræmmende, men også mega spændende. Jeg flyttede direkte fra min fars kælder til Korea,« siger hun.

Efter at have tilvænnet sig den store kontrast mellem sin fars kælderrum og den pulserende hovedstad Seoul skete noget yderst usædvanligt.

For det var ikke kun Sissels følgerskare på knap en million mennesker, der i dag følger Sissels hverdag på sociale medier, som havde opdaget, at hun var flyttet til Seoul.

Den sydkoreanske regering kontaktede Sissel gennem hendes management.

»Jeg begyndte at arbejde med den koreanske regering.«

Foto: Sissel Aare Boe
Vis mere

»De kårede mig til æresambassadør af Seoul, fordi jeg deler den koreanske kultur, landets skønhed og min hverdag på min kanal,« siger hun.

Og det satte yderligere fart på den koreanske interesse, da endnu en helt vild ting skete.

En landsdækkende tv-kanal vil følge hendes hverdag.

»Efter tv-programmet blev sendt, blev jeg genkendt ret ofte. Men jeg synes bare, at det er hyggeligt at snakke med folk, så jeg forsøger ikke at undgå det,« siger hun.

Men i Danmark er der ingen, der genkender Sissel, selvom hun i dag har 771.000 subscribers på YouTube alene, hvilket gør hende til en af de absolut største danske youtubere.

»Inden for dagligdags-vloggere er jeg ret sikker på, at jeg er den største fra Danmark, men det er en anderledes oplevelse med et internationalt publikum,« siger hun.

Med flere videoer, der har ramt adskillige millioner af afspilninger, er de mange penge, som Sissel brugte på koreansk makeup, rullet tilbage på kontoen.

»På min mest indtjenende måned tjente jeg 30.000 dollar, men det er langtfra normalen. Min indkomst svinger meget,« siger hun.

Altså en topscorermåned med 200.000 kroner tjent. Og diverse medier skønner også Sissel til at have en værdi som en multimillionær. En vurdering, som Sissel selv griner ad.

»Det kan selvfølgelig godt være, at det passer, men jeg har jo ikke 35 millioner kroner i lommen.«

»Men det er helt sikkert mange flere penge værd end det, jeg kan mærke på indkomsten hver måned, fordi der er så mange muligheder,« siger hun.

I dag laver Sissel ikke kun makeup-videoer, da hun skridt for skridt begiver sig ud i flere projekter. Senest lancerede hun sin nye podcast 'After Sunset', og de muligheder, som hendes karrierevej har givet, er Sissel taknemmelig for.

»Jeg lever helt vildt utroligt behageligt, og jeg er yderst privilegeret.«

Andre læser også