22 personer er kommet så alvorligt til skade efter nærkontakt med fyrværkeri nytårsaften. En af dem er en blot seksårig dreng, der blev ramt i hovedet af et batteri.

Drengen blev herefter kørt til Aarhus Universitetshospital, hvor akutmodtagelsen tog imod ham.

»Han har fået en alvorlig skade i ansigtet og i kraniet. Han er blevet opereret og ligger nu på intensivafdeling. Han er i en alvorlig tilstand, men er stabil og skal overvåges de næste dage,« siger Mads Lind Ingeman, der er overlæge på Aarhus Universitetshospital, til TV 2 Midtvest.

Overlægen vurderer, at drengen vil være indlagt i noget tid til observation, men det afhænger af drengens symptomer.

I alt rykkede akutberedskabet ud 993 gange nytårsnat. 19 ud af de 22 tilskadekomne er mænd eller drenge.

Otte er kommet til skade på grund af såkaldte batterier, otte andre er kommet til skade på grund af raketter, mens fontæner og andre former for fyrværkeri er skyld i resten af uheldene.

I nytåret 2016/2017 blev der registreret 25 behandlingskrævende øjenskader, mens det altså gjaldt 28 i nytåret 2017/2018.

Sidste år var seks af de 28 skader så alvorlige, at der var risiko for varige mén som at miste synet helt eller delvist.

Ved du noget om sagen? Så kontakt B.T. på en sms til 1929, eller send en mail til 1929@bt.dk