Søndag var 26-årige Patrick Pedersen ude for at nyde vejret i den lille havneby Snaptun ved Horsens Fjord.
Han hoppede ud på en stenmole, fra sten til sten, indtil han næsten var nået ud til enden og kiggede ned på den sten, han stod på.
Der var indgraveret et kvindenavn. Og en fødselsdato og dødsdato.
»Det var totalt mærkeligt. Jeg hoppede bare rundt derude, og pludselig stod jeg oven på en gravsten,« siger Patrick Pedersen.
Han fortæller, at han gik direkte hjem og begyndte at undersøge sagen nærmere.
På hjemmesiden MyHeritage fandt han frem til kvinden, der i 1960 var blevet stedt til hvile under den sten, han netop havde stået på.
Men han ville vide mere. Hvorfor lå hendes gravsten og udgjorde en del af en stenmole ved havnen i Snaptun?
»Jeg har ringet til Kirkeministeriet og fået nogle forskellige numre, jeg kunne kontakte. Nu venter jeg så på, at der er nogen, der ringer til mig fra Glud Sogn, som jeg har fået at vide, er det tætteste sogn,« siger Patrick Pedersen.
Det fremgår af Kirkeministeriets vejledning for registrering af gravminder, at »når gravsten fjernes fra kirkegården, må man sikre sig, at de ikke senere bliver anvendt på en måde, der må anses for usømmelig – for eksempel ved, at de, uden at deres karakter af gravminde er fjernet, anvendes som byggemateriale«.
Altså oversat: Hvis man bruger gamle gravsten til byggemateriale – for eksempel ved etablering af en stenmole – så skal man sørge for, at navn samt fødsels- og dødsdato er fjernet.
B.T. har talt med Hedensted Kommune, der fortæller, at det er private personer eller foreninger, der ansøger om at etablere stenmoler eller kystsikringer.
Det er ofte Kystdirektoratet, der skal godkende disse ansøgninger. B.T. har derfor spurgt Kystdirektoratet, hvorvidt de i den forbindelse tjekker, hvilket byggemateriale der er planlagt at bruge.
Direktoratet skriver i en mail til B.T., at en ansøgning skal redegøre for, hvilket materiale der ønskes anvendt.
Kystdirektoratet har ikke praksis for at give tilladelse til, at der kan anvendes byggeaffald og lignende, herunder gravsten, til opbygning af maritime konstruktioner, lyder det i mailen:
»Vi vil derfor undersøge det konkrete tilfælde i Snaptun. Hvis det er et anlæg, som Kystdirektoratet har givet tilladelse til, og der er anvendt materialer, der ikke er omfattet af ansøgningen, vil vi gå i dialog med anlægsejer om sagen.«
I 2012 skrev Fyens Stiftstidende om gravsten, der var endt som kystsikring på Bogensø Strand i Kerteminde. Og ni år efter skrev samme medie om gravsten med synlig påskrift, der lå og flød på stranden ved Langø. Her besluttede viceborgmesteren, at de skulle fjernes, da han ikke mente, de hørte hjemme på stranden.
Patrick Pedersen afventer stadig svar på, hvordan gravstenen er endt som stenmole i Snaptun. For ham er det nemlig relevant i forhold til, hvorvidt han synes, det er okay, at den ligger der.
»Jeg synes, det er i orden, hvis familien selv har valgt, at den skal ligge der. Men hvis det er sket helt tilfældigt, så er det synd. Hun skal da ikke ligge der og trampes på,« siger Patrick Pedersen.
B.T. har talt med formanden for menighedsrådet i Glud Sogn, Joan Olander, der har gennemgået sognets arkiver. Ifølge menighedsrådsformanden har kvinden ikke været begravet i deres sogn. Det er derfor endnu uvist, hvordan hendes gravsten er endt ved havnen i Snaptun.
