Steroider er normalt førstevalget, når kræftpatienter får tarmbetændelse som bivirkning til behandlingsformen immunterapi.

Men høje doser af steroider kan faktisk være koblet til en øget dødelighed, viser et nyt studie fra Herlev Hospital.

Studiet er offentliggjort i Sundhedspolitisk Tidsskrift og undersøger effekten og sikkerheden af den behandling, der anvendes, når kræftpatienter bliver ramt af tarmbetændelse som følge af deres immunterapi behandling.

En tilstand, der kan være alvorlig, lyder det fra læge og ph.d.-studerende Emilie Kristine Dahl fra Mave-, Tarm- og Leversygdomme på Herlev Hospital.

»Tarmbetændelse kan være så alvorlig, at patienterne må afslutte deres behandling med immunterapi, og i værste fald kan man dø af tilstanden,« udtaler hun til tidsskriftet.

Ifølge danske og internationale guidelines skal man behandle betændelsestilstanden med steroider og et andet lægemiddel kaldet infliximab.

I undersøgelsen har man så kigget på, hvordan 140 patienter med tarmbetændelse har responderet på forskellige doser af behandlingen.

Her fandt forskerne frem til, at de patienter, som fik 100 mg dagsdosis i begyndelsen af nedtrapningsfasen, havde en højere dødelighedsrate end de patienter, som fik den halve dosis om dagen.

Ifølge studiet kan denne højere dødelighedsrate dog ikke kobles direkte til selve behandlingen mod tarmbetændelsen, da det er dem med mest tarmbetændelse, som får de højeste doser eller af anden årsag har dårligere effekt af immunterapien.

Undersøgelsens resultater ændrer derfor ikke på Herlev Hospitals praksis. Her behandler man stadig patienter med alvorlig tarmbetændelse med steroider, da det er den nødvendige behandling.

Men ifølge Emilie Kristine Dahl giver man nu på deres afdeling kun lavdosis steroidbehandlinger efter, at man har givet infliximab.

Opdateret: Artiklen er blevet rettet, så det nu fremgår tydeligere, at det ikke kan dokumenteres, at der er en direkte sammenhæng mellem en øget dødelighedsrate og selve steroidbehandlingen brugt til at behandle tarmbetændelse.