Smitten med corona raser. Nye tal viser, hvilken branche den raser mest i.

Det er ikke mange uger siden, at statsminister Mette Frederiksen (S) flankeret af blandt andre sin sundhedsminister, Magnus Heunicke (S), kom med en række nye tiltag og klare opfordringer til danskerne.

»Jeg ved godt, at det for mange vil være et uvelkomment gensyn med hjemmearbejdspladsen. Det er der sådan set ikke noget at sige til. Men lige nu vurderes det at være nødvendigt,« lød ordnende blandt andet fra Mette Frederiksen på et pressemøde 8. december.

Men det er ikke i alle brancher, at hjemmearbejde er en mulighed. Og det er netop én af de brancher, der har den højeste andel af coronasmittede per ansat.

Det viser nyeste tal fra Statens Serum Institut.

Hoteller og restauranter er lige nu den branche, der er mest udsat for smitte med corona. De overtager pladsen fra de ansatte inden for undervisning, der ugen inden var den mest udsatte branche.

Samtidig afslører opgørelsen også, at ansatte på hoteller og i restauranter er den branche, hvor færrest bliver testet.

Nye restriktioner er i de seneste uge blæst ind over Danmark netop for at bremse smitten med corona.

En af de nye restriktioner betød blandt andet, at barer og restauranter kun må have åbent indtil klokken 23.00, dog med sidste udskænkning klokken 22, ligesom der også igen blev indført et krav om, at der skal bruges mundbind på restauranter, når man ikke sidder ned.

I Perioden fra 13. til 19. december har 2.234 ansatte på hoteller og restauranter stået med en positiv coronatest i hånden.

Det svarer til et  incidenstal på 1.845,93 smittede pr. 100.000 ansatte.

Siden pressemødet tilbage i starten af december er der kommet yderligere to tiltag på bordet.

Et af dem er, at man skal vise coronapas for at komme en tur i fitnesscenteret. Det andet er, at alle, der rejser til Danmark, og som ikke har bopæl her, skal testes inden indrejse.

Kun med en negativ pcr-test, der maksimalt er 72 timer gammel, eller en lyntest, der maksimalt er 48 timer gammel, kan de få adgang til Danmark.

Det gælder også for færdigvaccinerede. Men ikke for tidligere smittede.

Kravet om et gyldigt coronapas gælder fra 24. december, mens kravet om en negativ test ved indrejse i Danmark gælder fra 27. december.