En børnehave i Skødstrup beklager dybt, efter det lykkedes et 5-årigt barn at kravle over en låge og stikke af.

Alt sammen, uden at de voksne opdagede noget. Det skriver Århus Stiftstidende.

Det var en plan om at hente is til sine kammerater, der fik den 5-årige Ella til at kravle over lågen i sin børnehave Engskovgård i Aarhus.

På sin rejse nåede den lille pige at krydse den trafikerede Grenåvej, letbanens spor og gå omkring 850 meter, inden hun blev standset af en kvinde, der fulgte hende tilbage til børnehaven.

»Alt kunne være sket. Hun kunne have mødt alle slags mærkelige mennesker. Måske var vi virkelig heldige, at der ikke skete Ella noget. Hun krydsede både en trafikeret vej og en jernbane,« siger Berit, der er mor til Ella.

Episoden skete 15. maj i eftermiddagstimerne. Forældrene understreger, at de ikke bebrejder pædagogerne, men at trygheden og tilliden til børnehaven er forandret. De retter i stedet en kritik af politikerne, der i flere år har skåret i daginstitutionsområdet.

Rådmand for Børn og Unge i Århus Kommune, Thomas Medom (SF), beklager dybt, at Ella ikke blev opdaget i sin flugt over hegnet. I børnehaven Engskovgård har man nu sikret lågen med en plade, så det ikke er muligt at kravle over den.