Det var ikke med sin gode vilje, at pædagog Lise Friis Hjelm i februar tog imod et opkald, hvor hun fik at vide, hun havde modtaget en pris på 150.000 kroner.

Faktisk blev hun ved med at lægge på.

»Jeg gik herhjemme og havde corona, og så ringede min leder på Facetime - og hun ringer ellers aldrig på Facetime,« siger Lise Friis Hjelm.

Men Lise Friis Hjelm - der jo var syg - havde absolut ingen intention om at deltage i et videoopkald.

Så det endte med, at hun selv ringede op til lederen, som ellers stod klar med flag og nyheden om, at Lise Friis Hjelm havde modtaget Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædgagogpris 2022 for sit naturvidenskabelige arbejde i Børnehuset Stige.

En pris, hun for det første blev vildt overrasket over at modtage.

»Jeg vidste godt, at jeg var nomineret, men jeg troede overhovedet ikke, at det skulle være mig,« siger Lise Friis Hjelm.

Selvom hun modtog prisen med både ydmyghed og stolthed, kunne hun ikke dele oplevelsen med sine venner og kollegaer. Prisen skulle nemlig holdes hemmelig i lang tid.

»Det har været meget, meget svært. Jeg er stolt og meget glad,« siger hun nu, hvor hun er offentliggjort som vinder.

Som pædagog er Lise Friis Hjelm med egne ord 'med til at sparke til børnenes naturlige nysgerrighed', når hun blandt andet laver naturvidenskabelige forsøg i børnehøjde.

For eksempel har hun i forbindelse med påsken lavet forskellige aktiviteter med æg, og det sætter gang i børnenes spørgelyst og nysgerrighed, oplever hun.

Alt sammen bunder i Lise Friis Hjelms egen undren og nysgerrighed.

Indimellem betyder det, at nogle gange lykkes forsøgene, mens de andre gange slår fejl. Og det er også helt fint, mener pædagogen.

»Nogle gange må de overkomme skuffelse og forventning. Det, tror jeg, er rigtig sundt for børn i dag, at der ikke nødvendigvis sker det, man regner med,« siger hun.

Af prisen på 150.000 kroner får Lise Friis Hjelm 50.000 selv, mens de 100.000 går til udviklingen af det naturfaglige område i Børnehuset Stige.

Fordi prisen har været hemmeligholdt, er det endnu ikke på plads, hvad pengene skal gå til, men:

»Vi er enige om, at vi skal have noget ekstraordinært,« siger Lise Friis Hjelm, der sender ros videre til både sin leder og sine kollegaer:

»Jeg er meget priviligeret i mit arbejdsliv og over, at jeg er et sted, hvor jeg kan forfølge det her.«