Solen begyndte så småt at gå ned, og hønsene gjorde klar til at gå i seng. Lene Steenberg Nielsen ville lige gå et sidste smut forbi og lukke dem sikkert inde.

Men her fik hun torsdag et chok.

Ikke nok med, der var kastet store græstotter ned over stødhegnet, så det ikke virkede, så var hele stødhegnet også afmonteret.

Det stødhegn, Lene Steenberg Nielsen netop havde monteret, fordi hun sidste år kom hjem til et frygteligt syn; afpelsede, hovedløse høns lå over det hele. 17 styk kunne hun tælle til, som ræven havde dræbt.

»Jeg kan se, græsset er dumpet helt bevidst ovenpå hegnet, og det er viklet fra hinanden og afmonteret. Jeg bliver virkelig rystet. Små børn ville ikke kunne finde ud af det, det tror jeg ikke på, så det må være nogle unge mennesker« fortæller hun.

Hendes grund i Tranbjerg står ellers bag både træer og buske, og der er ingen offentlig adgang.

»Det er jo et fåtal, der kommer forbi der. De har skullet gå langt frem og tilbage fra vandhullet med græstotterne, så det har været helt bevidst. Det ryster mig, at de har brugt den energi på det,« siger hun.

Men det er ikke første gang, hun er ude for, hvad der i nogens øjne måske bare ville være drengestreger.

Tidligere er der kastet brændestykker ind, der har ramt hendes hund i hovedet, hængsler i haven er vredet ud af facon. Og for et par dage siden fandt hun murbrokker, der var kastet ind lige ved siden af hendes bil, fortæller hun.

»Det er totalt ansvarsløst. Der er en form for forråelse i vores samfund, som i den grad ryster mig. Jeg synes virkelig, det er frygteligt. Der er mangel på respekt for dyr, andre mennesker, ting og værdier,« siger hun.

Det var stødhegnet her, der var afmonteret fra strøm, og det er ellers ikke sådan lige at komme til.
Det var stødhegnet her, der var afmonteret fra strøm, og det er ellers ikke sådan lige at komme til.
Vis mere

Hun ved ikke, hvem der står bag, eller hvad motivet er. Heller ikke denne gang, hvor det er gået ud over stødhegnet, der skal beskytte hendes høns.

»Enten er det for at genere mig, ellers er det bevidst for at ødelægge beskyttelsen af mine høns. Så er man simpelthen hjernedød,« siger Lene Steenberg Nielsen.

Hun tror ikke, det er de samme gerningsmænd – men derimod forskellige unge mennesker, og det ryster hende endnu mere.

»Det er en generel mangel på respekt og hjernetom dumhed. Det må være unge, der er opvokset med forældre, der ikke har lært dem respekt og omsorg over for andre mennesker og dyr. Det gør mig virkelig ked af det, og jeg tænker på, hvad der skal ske med samfundet, hvis de unge mangler de her ting,« siger hun.

Heldigvis skete der ikke hønsene noget i denne omgang – men det var rent held, fordi Lene Steenberg Nielsen nåede at opdage det.

Hun frygter for, hvad der kan ske med hendes dyr, og hvilket syn hun i fremtiden vil møde, hvis det fortsætter.

»Jeg frygter selvfølgelig for mine dyr. Nu skal jeg til at være obs hele tiden,« afslutter hun.