Hun er læge og har stået med masser af aborter imellem sine hænder. Hun er vant til at forholde sig nøgtern til sundhedsvidenskabelige fakta, og hun hældte oprindeligt til, at grænsen for fri abort skulle hæves.
Men nu har hun skiftet mening.
»Jeg er faktisk blevet overrasket, for jeg har jo selv argumenteret for, at vi skulle opdatere loven og sikre kvinders selvbestemmelse. Men jeg har altså ændret holdning undervejs,« fortæller Ida Donkin, der er ved at uddanne sig til speciallæge i gynækologi og obstetrik.
Hun er en del af et mindretal af medlemmer i Etisk Råd, der mener, at grænsen for fri abort skal blive, hvor den er i dag ved udgangen af 12. graviditetsuge.
Et flertal i rådet anbefaler politikerne at hæve grænsen til udgangen af 18. graviditetsuge:
»Ved 18. uge giver man kvinderne mest mulighed for selv at bestemme, og der er god afstand til 22. uge, hvor fosteret kan leve,« siger Etisk Råds formand, Leif Vestergaard Pedersen.
Et andet mindretal ønsker at hæve grænsen til 15. graviditetsuge.
Og undervejs i arbejdet med anbefalingerne er Ida Donkin begyndt at fokusere mere på fosterets rettigheder, end hun gjorde til at starte med:
»Det handler om de liv, der er ved at blive til noget. Det er endt med at vægte rigtig meget hos mig,« siger hun.
Måtte fjerne sig fra sin hverdag
Ida Donkin kan ikke pege på én ting, der har fået hende til at ændre mening.
Hun kendte til de fleste argumenter på forhånd.
Og det er heller ikke én af de mange aborter, hun har stået med som læge, der har gjort udslaget. Måske snarere tværtimod.
»I hverdagen er det jo kvinden, der er min patient. Og første gang man står med en abort, er det specielt, men efter 50. gang bliver det mere normaliseret.«
Derfor har hun tvunget sig selv til at se på debatten om abortgrænsen på en anden måde, end hun er vant til.
»Undervejs er jeg på en måde blevet nødt til at fjerne mig lidt fra min hverdag og se på det udefra,« fortæller Ida Donkin og siger så noget, hun formentlig ikke ville have sagt for et halvt år siden:
»Jeg har pludselig stået udefra og tænkt, det her handler jo ikke kun om sundhedsfaglighed. Vi kan ikke slå op i en videnskabelig artikel og sige, hvor grænsen skal ligge.«
»Hvis det udelukkende handlede om kvinden, skulle vi jo helt fjerne grænsen. Men det handler også om fosteret,« tilføjer hun.
'Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg blev valgt'
Det er atypisk at høre den slags argumenter fra Ida Donkin, der er vant til at fremhæve fakta og faglighed i sundhedsvidenskabelige diskussioner.
Det medgiver hun også selv:
»Det her handler om nogle mere bløde værdier, end jeg selv er vant til at arbejde med. Derfor har jeg også svært ved at sætte ord på det,« siger Ida Donkin.
Hun prøver alligevel:
»Det handler ikke kun om den fysiske, menneskelige form, men også om en bevidsthedsudvikling, og om noget, der mere og mere har noget … selvstændigt i sig,« siger Donkin.
Men er du ikke netop valgt til Etisk Råd for at repræsentere sundhedsfaglighed?
»Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg er valgt. Jeg blev udpeget af Magnus Heunicke, den tidligere sundhedsminister. Men vi sidder der jo ikke som teknokrater eller ekspertmedlemmer, der bare skal sidde og følge en rapport. Vi sidder der på lige fod med højskoleforstandere og teologer som privatpersoner.«
Har selv været berøringsangst
Undervejs har Ida Donkin oplevet, at debatten har haft et for ensidigt fokus på kvindens ret til egen krop.
»Jeg oplevede noget skævt, også fra mig selv. En slags berøringsangst over for at fokusere på, hvad der egentlig sker inde i den livmoderen i de uger.«
Hvad er det så konkret, der sker omkring uge 12., der gør forskellen?
»Jeg kunne også godt have sagt uge 13, men ved uge 12 er fosteret ved at være der, hvor det har de organer, det skal have, og hvor funktionerne derfra skal blive bedre. Det er jo ikke fordi, der med ét sker noget magisk fra uge 12 til 13, eller 14 for den sags skyld. Det er svært at sætte fingeren på, men der er et andet element af beskyttelsesværdi for det, fosteret er på vej til at udvikle sig til«.
Men hvorfor så ikke uge 15, som et andet mindretal i Etisk Råd anbefaler?
»Fosteret vokser ret meget deromkring, hvor det bliver for menneskelignende i sin fysiske form og væsen, hvor jeg er mere tryg ved, at der er andre inde over.«
For vigtigt til privatklinikker
De andre, som Donkin snakker om, er de abortsamråd, der findes i dag.
I dag går grænsen for fri abort i Danmark ved udgangen af 12. graviditetsuge.
Derefter skal man søge en særlig tilladelse til abort hos et af regionernes abortsamråd, der typisk består af en gynækolog, en speciallæge i psykiatri og en jurist.
Får man afslag, kan man anke til det såkaldte Abortankenævn.
Og netop det danske system med abortsamråd, mener Ida Donkin, fungerer godt.
Langt de fleste kvinder får godkendt anmodning om abort, og kun en mindre gruppe på omkring 40 kvinder om året får afslag begge steder.
Nogle kvinder tager til udlandet og får foretaget abort, hvor grænsen eksempelvis i Sverige og Storbritannien er noget højere end i Danmark, og flere kvinder har den seneste tid fortalt om, hvor forfærdeligt det har været at få at vide, at de skulle føde mod deres vilje.
Dem har Ida Donkin stor forståelse for.
»Jeg er også blevet enormt berørt at de fortællinger. Jeg synes, det er lige så forfærdeligt, at nogen skal gå igennem det, som alle andre. Men der vil altid være nogen, der ligger på kanten, lige meget hvor grænsen går,« siger Ida Donkin.
»Og her er jeg endt med at tænke, at vi ikke kun kan give anbefalinger ud fra det enkelte individ, men også er nødt til at se det i et større perspektiv, der handler om, hvornår noget har værdi og skal beskyttes.«
En del af det handler ifølge Ida Donkin også om, hvem vi som samfund vælger fra.
»Der er for eksempel i dag en ret gængs accept af, at der næsten ikke længere bliver født børn med Downs syndrom. Og vi kan ikke vide, hvilke konsekvenser det vil få, hvis genanalyser for eksempel bliver kommercielt tilgængelige på et tidligt fosterstadium. Men det skal vi kunne tage hånd om. Og der spiller abortsamrådene en væsentlig rolle,« siger Ida Donkin.
Debatten om, hvorvidt nogen vil vælge til og fra ud fra køn og gå efter 'designerbabyer', slår hun dog hurtigt ned.
»Nej, det med køn tror jeg ikke på i Danmark, og designerbabyer lyder som om, man vælger nogen fra på grund af hårfarve eller fregner eller så noget. Det er ikke der, vi er.«
Hun peger i stedet på, at man konstant udvikler nye muligheder for tests af alt fra risiko for aspergers til brystkræft på tidlige stadier kommer ind på et etisk felt, hvor man kan vælge mere fra, fordi blandt andet privatklinikker tilbyder tidligere tests end det offentlige.
»Vi kan ikke overlade det her udelukkende til privatklinikker,« mener Donkin.
