Efter regeringen har opfordret til, at alle viser samfundssind og skruer ned for både strøm og varme, har flere byer og butikker valgt at droppe julebelysningen i år.

Men i Haderslev har man aflyst mørklægningen.

I hvert i Meny i Gåskærgade. Her har købmand Egon Høst Greve nemlig ændret holdning til julebelysningen i år, skriver JydskeVestkysten. Han vil alligevel ikke droppe lyset på butikkens facade.

»De andre bestyrelsesmedlemmer overbeviste mig om, at vi alle skulle skabe mest muligt stemning i byen – i en ellers mørk tid. Jeg vendte det dagen efter mødet med mit personale, og der var enighed om at vi skulle tilslutte os byens julebelysning i samme omfang,« lyder det fra købmanden til mediet.

Ifølge JydskeVestkysten er Egon Høst Greve, som mange andre købmænd, presset af de stigende energipriser, men besparelsen ved at droppe julelyset er lille, fordi den er billig i drift.

Derfor vil man altså kunne se julelys på Meny i Haderslev nogle timer om morgen, om aftenen, og nogle timer efter lukketid.

Holdningen til julelys i år er en anden på Angolavej i Kastrup, hvor der er tradition for massiv julebelysning.

Vejens beboer plejer at pynte så meget op, at der kommer besøgende fra nær og fjern – både familier og diverse nyhedsstationer.

Men i år er det slut, og den beslutning blev taget på det møde, Henrik Petersen og de andre beboere på vejen holdt for nylig.

»Og hvad er årsagen? Ja, det lyder så moderne, at det er samfundssindet, men det er den feedback, der var fra de fleste af beboerne. Vi kan ikke bare sidde overhørig, når der bliver lavet det ene tiltag efter det andet fra kommuner og fra regeringen, som siger, at vi skal spare på energien,« fortæller Henrik Petersen til B.T. og fortsætter:

»Vi synes ikke, at vi kan forsvare at fyre så meget lys af.«

Også Tivoli, Aros Hotel d'Angleterre og Salling har tidligere meldt ud, at de vil nedbringe energiforbruget ved at reducere årets julebelysning.

Eksempelvis vil regnbuen på kunstmuseet Aros i Aarhus fremover være slukket fra midnat til klokken 6 om morgenen. Salling har meldt ud, at de i år dropper julelysene, ligesom der heller ikke vil være juleudsmykning på Hotel D'Angleterres facade i år.