Selvom det er mere end 76 år siden, husker Inger Drewes stadig hvert et åndedrag fra den aften, hvor hun oplevede sit livs største svigt.
Hun husker at stå på en altan og iagttage sovjetternes bomber sile ned over hjembyen Nexø, mens den sorte røg steg mod himlen.
Ved siden af stod hendes mor og søster grædende og knugede sig til hinanden, mens Inger paralyseret overværede sin hverdag og sit hjem gå op i flammer.
Men den nu 93-årige kvinde husker i særdeles også det altoverskyggende svigt, hende og familien oplevede, da de forlod altanen, gik indenfor og tændte for radioen.
Her var der nemlig jubel. Danmark var blevet befriet af de tyske lænker efter fem års besættelse under Anden Verdenskrig, og friheden var endelig tilbage.
Men selvom sovjetiske bomber i de samme dage blev smidt over Bornholm, blev solskinsøen ikke nævnt med ét ord i radioudsendelserne.
»Det var forfærdeligt at høre de radioudsendelser. Vi blev glemt og svigtet, og svigtet satte sig så dybt, at det aldrig rigtig er forsvundet,« fortæller Inger Drewes til B.T.
Bomberne blev startskuddet til 11 traumatiske måneder for bornholmerne, hvor den tyske besættelsesmagt blev skiftet ud med fulde, utilregnelige sovjetiske soldater.
Og russernes besættelse er netop grunden til, at B.T. i dag har inviteret sig selv hjem til Inger Drewes og hendes veninde Inger Jessen.
For i takt med at alverdens nationer de seneste uger har advaret mod en krigsoffensiv fra den russiske bjørn, har de dårlige minder og den store frygt samtidig kæmpet sig ind og tilbage i hovedet på de to veninder.
»Vi er bange for russerne, og vi vil ikke have, at de kommer. Ikke igen. Så vil jeg hellere dø,« siger Inger Drewes.
»Det vil jeg så ikke, men uha. Bare at tænke på det. Jeg får det dårligt,« supplerer veninden Inger Jessen.
Men hvorfor er de to kvinders frygt så stor?
Vi skal skrue tiden tilbage til en på papiret skøn majdag, hvor himlen er skyfri, og det danske land er i ekstase.
Kalenderen viser 7. maj 1945 – tre dage efter det længe ventede befrielsesbudskab blev sendt ud i æteren – og på Bornholm tror man også, at det er et spørgsmål om tid, før øen bliver velsignet med frihed.
Men den velsignelse bliver udskudt på ubestemt tid.
Inger Drewes er på dette tidspunkt 16 år, datter til en apotekerfar og bor i et hus i Nexø, hvorfra faderen sælger medicin til medborgerne.
Hun går i skole, men traditionen tro er Inger ved middagstid 7. maj hjemme for at spise frokost, da de første store brag lyder.
Jorden ryster under dem, mens de søger tilflugt i et beskyttelsesrum, og så snart der er ophold i bomberne, forlader familien deres hjem.
På cykel – og med deres elskede familiehund af racen Collie i snor – tager de hen til et familiemedlems gård væk fra byen.
Og det er derfra, de på en altan – både om aftenen 7. maj og ved middagstid 8. maj – kan se sovjetiske bombefly jævne deres hjemby med jorden, mens radioavisen fejrer Danmarks befrielse.
I alt mister ti bornholmere og langt flere tyskere livet under de tre bombardementer. Mange tusinder bliver hjemløse.
Imens stiller familien og resten af bornholmerne flere spørgsmål: Hvorfor bliver vi bombet? Hvor er hjælpen? Og hvad skal der ske med os?
Det sidste spørgsmål får de svar på 9. maj, da sovjetiske soldater går på land ved Rønne.
I mellemtiden har Inger Drewes fået lov til at sætte sig op på cyklen og tage ind til deres hus i Nexø.
Vejret er fantastisk, da hun ankommer langs havnen, men så snart hun bevæger sin ind i byen, rammer realiteten som en mavepuster.
Store dele af byen er decideret væk. Forvandlet til ruiner.
Familiens hus står heldigvis stadig, men når Inger går gennem huset, står det hurtigt klart, at en brand har forvandlet alt indbo til aske.
På komfuret står der dog stadig den portion æbleflæsk, som familien var ved at sætte tænderne i, da bombardementet begyndte.
Den 16-årige pige går ud i haven, sætter sig på en stol og lukker øjnene. Hun lytter på fuglene, der stadig synger.
Den normale reaktion vil måske være at bryde ud i gråd, men der kommer ikke én eneste tåre på teenagerens kind.
»Jeg tror, jeg var for chokeret til at græde. Alt var forvandlet på et splitsekund, og samtidig havde resten af Danmark glemt os,« siger Inger Drewes.
Den følelse skulle vise sig at blive forstærket de efterfølgende 11 måneder, hvor bornholmerne skulle leve under sovjetisk kontrol.
Hvor tyskerne rent faktisk – på Bornholm, vel at mærke – var rolige, flinke og diplomatiske, var sovjetterne nemlig uregerlige.
Soldaterne var kommet fra hård krig, så opgaven på Bornholm var i den sammenhæng det rene paradis.
Det valgte sovjetterne at fejre med beruselse og meget af den.
Ja, de drak nærmest alt, de kom i nærheden af.
Inger Jessen husker et eksempel i den lokale Brugsen, da et par soldater kom ind og pegede på en flaske.
»Den skal vi have,« sagde de på russisk og pegede på flasken.
Ekspedienten rystede på hovedet, men da han efter noget tid havde fastholdt sit ‘nej’, gav han sig og rakte dem flasken.
Kort efter tog sovjetten en kæmpe tår og stak ud fra butikken i løb.
»Det var en flaske salmiak,« griner Inger Jessen.
Andet litteratur om besættelsesperioden på Bornholm har vist, at sovjetiske soldater drak alt fra parfume og olie til saltsyre.
På Inger Drewes sofabord ligger der endda et avisudklip fra en artikel, hvor det bliver beskrevet, at ni sovjetiske soldater døde af druk – sandsynligvis en slags forgiftning – på den samme dag.
»De var skidefulde hele tiden, og vi var så bange for dem af den samme grund. Vi gemte os altid, når de kom ridende i deres hestevogne, mens de sang og råbte. Og så frygtede vi, at vi ville blive deporteret til Sibirien,« fortæller Inger Drewes.
Den røde hær forlod Bornholm efter 11 måneder – helt præcist 4. april 1946 – og selvom det sidenhen er kommet frem, at de stod bag massevoldtægter, røverier og vold, endte det ikke i store, blodige sammenstød.
Hos de to veninder er tiden med russerne dog stadig et stort åbent sår, der aldrig er helet.
»Det er et skamplet på historien, som vi aldrig kan glemme, men som alle andre har forsøgt at glemme. Prøv at undersøge, hvor mange der ved, at Bornholm blev bombet og først befriet et år senere. Det er skræmmende,« siger Inger Jessen.
Men hvorfor kunne bornholmerne først fejre befrielsen et år efter resten af danskerne?
Der er blevet skrevet bøger om dette spørgsmål, men de fleste peger på, at man fra britisk og amerikansk side ikke vil træde Sovjetunionen, der rent krigsteknisk var interesseret i Bornholm, over tæerne.
Derfor holdt man sig fra at befri solskinsøen, og den mulighed udnyttede Josef Stalins tropper fra øst altså.
Det er 75 år siden, at de tropper så forlod Bornholm, men med den nuværende situation øst på begynder frygten altså at lure igen.
Og skulle det ske, at Vladimir Putin og co. retter kikkerten mod den danske ø, er hverken Inger Drewes eller Inger Jessen optimistiske, hvad angår hjælp fra resten af Danmark.
Faktisk tværtimod.
»Jeg tror da, at de ville lade os i stikken igen. At de ikke ville kæmpe for os. Desværre,« siger Inger Drewes.
