Den sidste patient har modtaget behandling.
Det historiske Århus Amtssygehus på Tage-Hansens Gade i Danmarks næststørste by lukker efter 83 år. Faciliteterne og dele af personalet flytter til det nye storsygehus i Aarhus-forstaden Skejby. Det skriver TV 2 Østjylland.
Fredag blev det ikoniske skilt, der hænger foran det gamle sygehus med ordene ’Helbrede, Lindre, Trøste’, pillet ned.
Henriette Vind Thaysen, der har arbejdet som klinisk specialist på sygehuset, synes, det er vemodigt, at det lukker, men hun er også glad for, at patienterne nu får bedre rammer.
»Rammerne er gamle. De er slidte, og det er ikke i orden over for patienterne, at de skal ligge på tre-sengsstuer og seks-sengsstuer og have badeværelse på gangen. Så vi trænger til at komme ud i nogle ordentlige rammer,« siger hun til TV 2 Østjylland.
Amtssygehuset, der blev indviet den 11. maj 1935, blev i 2004 fusioneret med kommunehospitalet, og i 2007 blev det en del af Aarhus Universitetshospital.
Ved indvielsen i 1935 havde sygehuset 316 sengepladser og 198 ansatte. Dengang blev det i Århus Stiftstidende omtalt som ’Danmarks nyeste og mest moderne ’Hospitals-Palads’.
Hospitalet i Skejby åbnede i 1987, og bliver i disse år omdannet til et nyt supersygehus, der efter planen skal stå helt færdig i 2019.