»Når det nu ikke kunne være anderledes, var det meget godt, at han ikke skulle opleve mere af denne tid.«
Den 15. marts døde Helge Jønsson. Hans enke, Marianne Jønsson, er glad for, at han ikke nåede at opleve nedlukningen af plejehjemmene. For hun er overbevist om, at han ikke ville kunne leve uden hendes faste daglige besøg.
I løbet af de cirka fem år, Helge boede på plejehjem, missede Marianne kun 20 dage, fordi hun enten var syg eller på ferie. Ellers tog hun afsted til plejehjemmet hver eftermiddag og kom først hjem igen om aftenen.
De var begge bankuddannede, og det var også i en bank, de mødte hinanden. 17. maj ville de have været gift i 46 år.
»Han har bare altid været der for én, og han har altid været der for børnene.«
I 2015 fik Helge konstateret parkinson. Efter et fald i hjemmet røg han ind og ud af hospitaler, skulle igennem et genoptræningsforløb og endte til sidst på plejehjem i en kørestol.
»Det var en frygtelig tid. Dengang troede jeg faktisk, at jeg ville miste ham,« forklarer Marianne Jønsson.
Helge var overbevist om, at Marianne ville skilles fra ham, nu de ikke kunne bo sammen mere. Dér blev hun nødt til at sætte ham på plads. Hun blev hos ham.
Hun var der, da hans sygdom udviklede sig i midten af marts i år, og han blev indlagt den 12. marts. Tre dage senere døde han. Den 18. marts blev der lukket for besøg på landets plejehjem.
Selv om Helge ikke nåede at mærke konsekvenserne af besøgsforbuddet på plejehjemmet, mærkede han alligevel coronaen til allersidst. Kun én af sønnerne var ved hans side de sidste dage.
Datteren havde kort forinden været sammen med en, der var testet positiv for coronavirus, mens den anden søn havde været på skiferie i Østrig. Derfor måtte de ikke komme ind på hospitalet. De to børn var frustrerede og vrede over ikke at kunne tage afsked med deres far.
»Heldigvis fik de sendt en hilsen på hver deres måde. Da Helge havde fået dem, kom der ro på ham. Så et eller andet har han kunnet mærke. Det tror jeg på. Jeg tror, at han har fornemmet, at der kun var to omkring ham,« lyder det fra Marianne, der var ved sin mands side, indtil han døde 15. marts.
Men det var ikke bare døden, coronaudbruddet forstyrrede. Også begravelsen blev påvirket.
Helge var en mand, der var engageret i alverdens ting. Han var præsident i Lions Club, formand for både håndbold- og badmintonklubber, involveret i Danmarks Idrætsforbund, selv aktiv i flere forskellige sportsgrene, han spillede i et band og meget mere. Engagementet fortsatte, da han kom på plejehjem, hvor han blandt andet arrangerede VM i fodbold på storskærm.
Helge var en mand, der samlede mennesker. Men da han skulle bisættes, måtte han ikke samle mere end 10 personer. Marianne kunne ikke bære tanken om at skulle vælge mellem de mennesker, der havde kendt Helge.
»Det var hårdt oveni alt det andet, men vi kæmpede med næb og kløer for den bisættelse.«
Både på hospitalet og i forbindelse med bisættelsen oplevede Marianne, at læger, præst og bedemand prøvede at hjælpe alt, hvad de kunne inden for de rammer, de havde, og alle udviste stor omsorg.
I samarbejde med præsten og bedemanden fandt Marianne ud af, at man godt kunne være flere end 10, så længe der var fire kvadratmeter til hver person.
Derfor blev de 15 i alt. Børn, børnebørn, svigerbørn og nogle af de bedste venner, men som én bekendt skrev til Marianne: ‘Hvis alle måtte komme, kunne der nok fyldes tre kirker.’
»Der var plusser og minusser ved det. Men det var meget intimt, så vi fik taget en værdig afsked. Den var meget følelsesladet. Og der var et blomsterhav uden lige.«
