Hanne Dreijer er bange. Bange for, hvad der er galt med hendes hjerne. Siden januar er den nemlig begyndt at opføre sig underligt og gøre sådan, at hun ser og dufter ting, der ikke er der.

En rød drage. En havrefras, der fiser rundt i cirkler. Hun har skrevet det hele ned på telefonen, så hun har kunnet dokumentere over for sin læge, hvad hun ser og dufter, og hvor længe det varer.

Hallucinationerne varer omkring 10-12 sekunder, skriver lægen i Hanne Dreijers sundhedsjournal, som B.T. har set. Der står også, at en psykiater afviser, at hallucinationerne kan skyldes en psykiatrisk problemstilling blandt andet på grund af dufthallucinationerne.

Derfor har lægen henvist hende til en neurolog.

Problemet er bare, at der er flere måneders ventetid på neurologer i Region Hovedstaden, hvor Hanne Dreijer bor.

»Jeg har ringet til over ti neurologer. Der var en, der sagde, at hun slet ikke kunne tage nye patienter ind. Der var en anden, der sagde, der først var tid i september. Og det er simpelthen billedet over hele linjen. Eller også kan man slet ikke komme igennem til dem,« siger 50-årige Hanne Dreijer.

Den tidligste tid, hun kunne finde, var 12. juli, om over to måneder. Den har hun takket ja til.

For alternativet er, at hun skal betale sig fra det. Et beløb, der i hvert fald ville komme op på omkring 5.000 kroner, har hun regnet sig frem til.

Og det er altså ikke en mulighed, da Hanne Dreijer kun får udbetalt en førtidspension, fordi hun lider af fibromyalgi: kroniske smerter i knogler, led og muskler.

Tanken om, at der går over to måneder, før hun måske får vished, holder hende vågen om natten. Hun er bekymret og vender og drejer dagligt, hvad der kan være galt med hende.

Der er nemlig flere mulige scenarier.

»Det kan skyldes epilepsi. Men den tror jeg ikke rigtig på, fordi det er noget, man får tidligere i livet. Og jeg er 50,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tænker på, om der har været en blodprop. Jeg har desværre anlæg for at få blodpropper. Jeg har en genfejl.«

Kan du ikke tage på hospitalet, hvis du har mistanke om at have haft en blodprop?

»Ikke medmindre der er sket noget akut, som at jeg er besvimet eller noget andet,« siger Hanne Dreijer og fortæller, hvad hun frygter allermest:

»Jeg er bange for, at det er kræft i hjernen. Fordi min moster døde desværre af kræft i hjernen. Og hun havde hallucinationer.«

På sundhed.dk kan man læse, at hallucinationer kan forekomme ved forandringer og sygdomme i hjernen som blodpropper eller svulster.

»Alt, som kan påvirke hjernens funktion alvorligt, vil kunne give hallucinationer,« står der.

Der er ikke nogen omkring Hanne Dreijer til daglig. Hun bor alene.

»Det gør det jo så heller ikke bedre, at jeg ikke har nogen til at hjælpe mig igennem det her,« siger hun og fortsætter:

»Jeg er bange. Jeg er bange for at besvime. Det er meget ubehageligt.«

B.T. har foreholdt Hanne Dreijers situation med over to måneders ventetid på en neurolog for formanden for Praktiserende Speciallæger, Ann-Louise Reventlow-Mourier. Hun anerkender, at der er lange ventetider, fordi der mangler speciallæger landet over:

»Det er selvfølgelig forfærdeligt for den enkelte borger eller patient, som skal vente længe på at få udredt noget, som bekymrer dem.«

»Den henvisning, der er lavet til en neurolog, er formentlig lavet på baggrund af psykiaterens svar på undersøgelsen. Og den er så blevet fagligt vurderet af neurologen, til at den almindelige forekommende ventetid her er okay.«

»Altså, at man ikke har fundet neurologisk problemstilling, der gjorde, at det var akut krævende.«

Formanden for Praktiserende Speciallæger fortæller, at der dog findes den mulighed, at hvis egen læge finder, at ventetiden er for lang, fordi der er nogle begrundede mistanker om, at noget mere alvorligt kunne være galt, så kan de ringe på et »bagom-nummer« direkte til neurologen og i fællesskab afklare, om der er behov for en akuttid.