Alle landets fem regioner har undladt at give Sundhedsstyrelsen besked om brud på patientrettigheder i forbindelse med kræft, skriver DR.

Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Nordjylland oplyser til DR, at de har undladt at give Sundhedsstyrelsen besked, hvis patienten har accepteret, at ventetiden er blevet overskredet.

Kræftpatienter har ret til at blive opereret inden for 14 dage, efter at de er blevet tilbudt operation.

Ifølge DR oplyser alle fem regioner, at de mener, at de har handlet korrekt i forhold til de regler, som Sundhedsstyrelsen har lavet.

Sagen er begyndt at rulle, efter at DR den 19. marts afslørede, at 182 kræftpatienter på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH) fra maj til december 2022 havde ventet for længe på en operation.

Ventetiden kan have alvorlige konsekvenser.

'AUH kan ikke udelukke, at den ekstra ventetid til operationer har medført en forværring af sygdommen hos nogle af de patienter, der har ventet længere end de maksimale ventetider,' fremgår det af en redegørelse fra Region Midtjylland.

I redegørelsen fremgik det, at 293 patienter fra januar 2022 til februar 2023 har ventet for længe.

Sagen har fået Kræftens Bekæmpelse til at kræve handling.

»Sagen fra AUH er dybt tragisk og uden sidestykke i nyere tid. Udover at alle aspekter af den konkrete sag skal frem i lyset, er det vigtigt hurtigt at få lavet en faglig gennemgang af ventetider og kapacitet på hele kræftområdet, så vi kan få vished for, om der er andre kræftpatienter, der har ventet for længe,« sagde administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, i en pressemeddelelse.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har efterfølgende præsenteret en national genopretningsplan for kræftområdet.