Lige nu modtager en række danskere en mail, som ved første øjekast kan virke ægte og troværdig. Men den er falsk.
Og derfor advares godt og vel en million kunder om mailen.
Det skriver Andel Energi i en pressemeddelelse.
Andel Energi skriver, at deres navn og logo bliver misbrugt af svindlere, som skriver til kunder, at man »risikerer at få lukket for din energiforsyning«, hvis ikke man overfører et pengebeløb.
'Et beløb, der lige nu går igen er 322 kroner, der skal betales inden 5 dage. Andel Energi understreger, at de såkaldte phishingmails er falske, og at man som berørt kunde skal ignorere og slette mailen', skriver Andel Energi i pressemeddelelsen og tilføjer:
'Hvis man som kunde er i tvivl om ægtheden i en mail eller sms, anbefaler Andel Energi altid, at man som kunde logger ind på sin profil enten på andelenergi.dk eller via Andel Energi appen. Her kan man finde sine ægte regninger og ved selvsyn tjekke, at alt er, som det skal være'.
I forlængelse af advarslen kommer Andel Energi også med en række råd, der kan hjælpe en med at opdage svindel.
De lyder:
- Vær opmærksom på uventede sms’er, e-mail eller opkald
- Vær kritisk over for personlige anmodninger
- Kig efter stavefejl, mærkeligt sprog og mistænkelige afsendere
- Kontrollér web- og mailadresser nøje
- Pas på vedhæftede filer og downloads