Ingen kan tilsyneladende finde ud af, hvorfor en spækhugger ligger på lavt vand i Limfjorden og har gjort det i snart to uger.
Derfor var Naturstyrelsen og eksperter fra Fjord og Bælt Centeret ved Kerteminde igen ude at se til den stilleliggende tandhval tirsdag eftermiddag.
»Vi skulle for det første være sikre på, at den ikke lå på grund. Det gjorde den ikke, der er vand nok til, at den kan svømme. Men det har den altså valgt ikke at gøre. Det er mystisk,« siger Ivar Høst, der er vildtkonsulent ved Naturstyrelsen.
Derudover skulle de tilse spækhuggeren. Både for at vurdere dens helbred, men også for at finde en forklaring på mysteriet om dens adfærd.
En af eksperterne var Kirstin Anderson Hansen, der er leder for træning og forskning ved Fjord og Bælt og forsker på Syddansk Universitet. Hun står ligesom vildtkonsulenten tilbage som et stort spørgsmålstegn, på trods af over 30 års erfaring med havpattedyr.
»Det er frustrerende for os. Vi har snakket med kolleger i andre lande, og der er ingen, der kan forstå, hvad der er galt,« siger hun efter at have været ude at se til spækhuggeren.
Det er imidlertid ikke usædvanligt, at hvaler og andre havpattedyr vælger at bevæge sig ind på lavt vand, hvis de er døende. Det mærkværdige her er, at spækhuggeren ikke umiddelbart ser ud til at fejle noget.
»Hvis de søger lavvande er det typisk fordi, de ikke kan svømme. Men det er jo pattedyr, så de skal stadig trække vejret og det er lettere, hvis de ligger på lavt vand. Når de gør det, plejer de at dø rimeligt hurtigt, men det her trækker så langt ud, at vi ikke kan forstå det,« siger Kirstin Anderson Hansen.
Efter at have tilset dyret, er hun ikke blevet klogere på, hvad der kan være galt med spækhuggeren, siden den bevidst ligger på det lave vand ud for Nørre Uttrup i nærheden af Aalborg.
»Den virker til at være okay. Den klikker og kommunikerer og har god vejrtrækning,« siger forskeren, der har optaget kliklydene i håb om at andre forskere, kan udlede en forklaring på baggrund af det.
Der er dog også noget, der ikke er som det skal være. Dels er rygfinnen kollapset, hvilket, ifølge forskeren, er et tegn på svaghed. Og så er huden omkring åndehullet på spækhuggerens ryg tørret ud.
»Det har været varmt de seneste dage og spækhuggerens hud er ikke bygget til at være tør. Den skal være våd,« siger Kirstin Anderson Hansen om den tørre hud omkring åndehullet.
Mens eksperterne fortsætter med at klø sig i håret over spækhuggeren, så er der ikke noget, der tyder på, at den har tænkt at rykke på sig. I stedet må vi nok indfinde os med, at den tager sit sidste åndedrag på det lave vand i Limfjorden.
»Vi må sige, at vi forventer den dør. Den vælger selv at ligge der, og det tyder på, at der er noget galt, selvom vi ikke kan sige, hvad det er,« siger Ivar Høst, der har fulgt spækhuggeren, siden den først blev set ved Hals 8. april.
