Dronning Margrethes Romerske Pris har 10-års jubilæum. I den forbindelse rejser dronning Margrethe til Rom.
Dronning Margrethe rejser til den italienske hovedstad, Rom, og tager dermed på sit første store udenlandske besøg i officielt regi siden 2021.
Det sker i forbindelse med 10-års jubilæet for Dronning Margrethes Romerske Pris, der bliver uddelt 24. oktober.
Det skriver kongehuset i en nyhed på sin hjemmeside.
Det er sjældent, at dronning Margrethe rejser til udlandet på officielle besøg, hvoraf det seneste store var til Tyskland i 2021.
Siden tronskiftet har dronning Margrethe blot været på en mindre tur i officielt regi, da hun 4. juni 2024 besøgte Sofiero Slott i Skåne, fremgår det af kongehusets kalender.
Dronningen skal i Rom uddele den ti år gamle pris, der blev indstiftet i 2015 af Carlsbergfondet i anledningen af dronningens 75-års fødselsdag.
Den uddeles hvert år til en person, gruppe eller institution, der har ydet en særlig indsats inden for kultur, videnskab eller formidling med forbindelse til Italien.
Prisen bliver uddelt på Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom, som hun har været protektor for siden 2011.
Foruden prisuddelingen skal dronningen også deltage i et program med fokus på arkæologi, kunsthistorie og arkitektur.
Dronning Margrethe var sidst i Rom i 2017.
Siden tronskiftet i januar sidste år, hvor dronning Margrethe videregav tronen til sin søn kong Frederik, har hun droslet ned for de officielle opgaver.
Derudover har den 85-årige dronning været ramt af blandt andet sygdom, der tidligere har gjort, at hun har måttet aflyse sin tilstedeværelse ved officielle arrangementer.
Senest blev dronning Margrethe i maj i år indlagt på Rigshospitalet i forbindelse med "en forkølelse", lød det fra kongehuset, der understregede, at indlæggelsen var for en "sikkerheds skyld".
Sidste år i september måtte dronning Margrethe også aflyse en række arrangementer, da hun var faldet på Fredensborg Slot.
Faldet førte til, at dronningen var sygemeldt i godt en måned.
/ritzau/