Betalte den danske rejsekonge Simon Spies for at få lov til at brække en kvindes arm?

Det blev påstået i en opsigtsvækkende DR-dokumentar med titlen 'Spies og morgenbolledamerne' i 2022.

Men der findes ingen beviser for, at det er sandt. 

Det konkluderer tre journaliser, som er blevet hyret af radiokanalen 24syv til over flere måneder at gennemgå dokumentaren for faktuelle fejl.

Kvinden, som ifølge en kilde i dokumentaren skulle have fået brækket armen af Simon Spies mod betaling, er heller ikke til at finde. Hun skulle hedde Heidi Kok, og 24syvs hold af journalister har ledt forgæves efter hende.

Det fortæller en af journalisterne bag undersøgelsen Thomas Stokholm i B.T.s podcast Q&Co:

»Dokumentaren er på mange områder supergodt fortalt og researchet, men vi er også nødt til at konkludere, at den på visse markante områder mangler dokumentation,« siger Thomas Stokholm.

»Det er ikke lykkedes nogen at finde en brækket arm. Den brækkede arm skulle angiveligt sidde på en tidligere ansat i Spies-koncernen, som hed Heidi Kok, og hun er hellere ikke fundet,« siger han.

Dokumentarens redaktør i DR, Erling Groth, forsvarer, at DR videreformidler rygtet om den brækkede arm trods manglen på dokumentation: 

»En mindre del af dokumentaren handler om, at Simon Spies havde en sadistisk side. Der er kilder, der fortæller, at han slukkede cigaretter på kvinderne, og at han slog med bøjler, og at kvinder fik blå mærker efter slag. Så vi sad med et billede af, at det var en del af Simon Spies' liv.«

24syvs undersøgelse modsiger ikke resten af DR-dokumentaren og frifinder for eksempel ikke Simon Spies for at have haft sex med ansatte under 18 år, som er en af de andre ting, som dokumentaren beskriver.

Hør hele historien i podcasten Q&CO: