En tur i Netto var førhen alt, der skulle til, for at Casper Jusslin måtte lægge sig i sin seng i total udmattelse.

»Turen var kun 200 meter, men jeg var så ufattelig træt bagefter, at jeg slet ikke kunne tænke,« fortæller han.

Da Casper Jusslin dengang i 2004 fik konstateret sklerose, besluttede han dog hurtigt, at sygdommen ikke skulle have magten over ham.

»Jeg havde brug for at komme i gang med noget, og selvom jeg var lidt nervøs, fordi sygdommen rammer min balance, så lå det ligefor, at det var cykling, jeg skulle kaste mig over,« siger han.

Lørdag afsluttede Casper Jusslin det fire dage lange ekstreme cykelløb Cykelnerven, der samler ind til netop forskning i sklerose.

»Jeg glæder mig meget,« sagde Casper Jusslin til B.T. dagen inden afgang til Frankrig, hvor han sammen med Cykelnerven skal cykle fire Tour de France-bjergetaper.

»Jeg har rigtig godt af motionen, det er den rigtige medicin for mig,« siger sklerosepatienten, der den sidste tid har cyklet tæt på 400 kilometer om ugen for at være klar til de franske alper.

»Jo mere jeg træner, jo mindre påvirket er jeg af sygdommen,« tilføjer han.

Casper Jusslin og de øvrige deltagere i årets udgave af Cykelnerven satte sig tirsdag tilrette i flysæderne i Billund Lufthavn. Foto: Jesper Katborg / Cykelnerven
Casper Jusslin og de øvrige deltagere i årets udgave af Cykelnerven satte sig tirsdag tilrette i flysæderne i Billund Lufthavn. Foto: Jesper Katborg / Cykelnerven Foto: Jesper Katborg
Vis mere

Motionen gør ifølge Casper Jusslin, at han er mindre træt og har færre føleforstyrrelser.

»Og så ved jeg, at jeg ikke kunne varetage mit job, hvis jeg ikke dyrkede al den motion.«

»Det giver meget livskvalitet, at man rent faktisk har et job, og at man ikke føler sig patientagtig, bare fordi man har sklerose. Det, at man kan klare sig selv og ikke skal være afhængig af det offentlige, det betyder meget for mig,« uddyber han.

Motionen gør dog ikke Casper Jusslin helt fri for sygdommen.

»Når vi er i forlystelsesparker, og min datter vil prøve en rutsjebane, så må jeg pænt blive nede på jorden. Jeg bliver simpelthen dårlig lige så snart, jeg kommer derop,« forklarer han.

Selv de små børnerutsjebaner må han holde sig fra, fordi sygdommen påvirker hans balance.

»Men det har jeg lært at leve med,« siger han.

På trods af balanceproblemerne, så glæder Casper Jusslin sig dog til at pine sig selv på jernhesten i helt vilde højder.

Særligt Col du Granon, der er berygtet for sin konstante og stejle stigning, ser Casper frem til.

»Det er vanvittig stejlt hele vejen op. Det er simpelthen et monster,« siger den ekstreme cykelrytter.

Casper Jusslin på toppen af Col du Granon. Han har opdaget, at jo mere han træner, jo mindre mærker han til den sclerosesygdom, som tidligere gjorde det svært bare at gå en tur i Netto. Foto: Privat
Casper Jusslin på toppen af Col du Granon. Han har opdaget, at jo mere han træner, jo mindre mærker han til den sclerosesygdom, som tidligere gjorde det svært bare at gå en tur i Netto. Foto: Privat Foto: Privatfoto
Vis mere

Bjerget er 2,4 kilometer højt og har kun ageret Tour de France-etape en enkelt gang i 1986, hvilket i mange år var den højest placerede målstreg nogensinde i Touren.

»Jeg tror, det har en særlig symbolsk værdi for mig, fordi det bjerg svarer til min kamp med sygdommen, som jo også er en stor udfordring.«

»Og selvfølgelig kan jeg overvinde det bjerg, ligesom jeg overvinder sygdommen. Jeg giver i hvert fald alt, hvad jeg overhovedet har.«

Det er anden gang, at Casper Jusslin skal deltage i løbet.

»Så jeg ved lidt, hvad jeg går ind til. Det vidste jeg ikke sidste år, hvor jeg havde en forfærdelig sidste dag,« siger han.

Men det var ikke de mange højdemeter, der slog den stædige fynbo ud. Det var kulden.

»Den får min krop til at lukke ned,« forklarer cykelrytteren.

»Jeg sad og kiggede ned på mine ben og tænkte: 'Kan det virkelig passe, at jeg ikke kan træde mere?'«

Og selvom de fleste måske vil mene, at sklerosepatienten har fortjent at lukke lidt ned for kroppen efter lørdagens sidste bjergetape, så har Casper Jusslin også øjnene rettet mod næste års løb, som han allerede er tilmeldt.

»Den bedste måde at give sygdommen baghjul, det er ved at blive ved med at træne,« slutter han.