Bygningsstyrelsen hiver Aalborg Universitet i voldgiftsretten, hvor de kræver, at universitetet betaler et tocifret millionbeløb.

Det sker, efter at universitetet siden 2016 har nægtet at betale fuld husleje for en bygning i Aalborg Øst, som Bygningsstyrelsen blev hyret ind til at bygge for dem.

Det fortæller Nordjyske.

Siden Institut for Byggeri, By og Miljø lejede sig ind i lokalerne i 2016, har universitetet kun betalt halvdelen af huslejen på 11,5 millioner kroner årligt. Den samlede sum ubetalt husleje har nu bygget sig op til at være på over 20 millioner kroner, men det rører ikke universitetet.

»Det er klart, at når vi føler os knægtet, så holder vi fast. Vi har bestilt en Rolls-Royce, men vi har fået leveret en Trabant, og vi skal betale mere end fuld pris for den. Det synes vi ikke er rimeligt,« siger Alex Røge Hermansen, der er afdelingsleder for Byggeri og Drift i Campus Service, til Nordjyske.

Bygningsstyrelsens vicedirektør, Signe Primdal Lyndrup, svarer i en mail til Nordjyske, at »Aalborg Universitet har fået en bygning med tilsvarende funktionalitet, som de var stillet i udsigt jævnfør byggeprogram og forprojekt«.

Universitetet udarbejdede en i alt 2702 sider lang mangelliste for byggeriet, og særligt denne lange liste slår Bygningsstyrelsen og Kasper Mortensen, der er partner hos Kammeradvokaten, ned på, og de siger, at universitetet overdriver problemerne på byggeriet.

Hvis de involverede ikke indgår i et forlig inden, kan voldgiftssagen risikere at blive afgjort om tidligst et år.