Både den danske og norske konge var på en sand prøve denne nytårsaften.
Kong Frederik skulle holde sin første nytårstale, mens kong Haralds norske kongehus er i krise oven på adskillige sigtelser mod Marius Borg Høiby.
Talen bar præg af de igangværende problemer i det norske kongehus, som har stukket dybt og gjort kongehuset umådelig skade, når man ser på meningsmålingerne.
Kong Harald holdt sig bestemt heller ikke tilbage. Han startede sin tale med at sige:
»For mange har 2024 sikkert været et jævnt år. For nogle et år, hvor livet tog en positiv drejning. For andre igen – året hvor alt brød sammen.«
Derefter henviser han til familiens egne turbulente år.
»For os i familien har dette været et år, hvor vi virkelig blev sat på prøve. Et år, hvor vi er blevet endnu mere bevidste om, hvad der betyder noget her i livet,« sagde kongen og fortsatte:
»Jeg er ingen psykolog, men så meget har jeg erfaret: Det er vigtigt at finde måder at stå i det, der er svært, for at leve bedst muligt med os selv og hinanden.«
Hovedpersonen, som skandalerne kredser omkring, blev dog ikke nævnt ved navns nævnelse, men sagen blev nævnt mere, end en af landets førende kommunikationseksperter havde spået.
Tidligere har William Atak, som er ekspert i shitstormshåndtering, forklaret, at han ikke forventede, at kong Harald ville omtale sagen i sin nytårstale.
»Så meget skal og bør Marius ikke fylde i det store billede. Hvis kongen nævner sagen i talen, så gøres den endnu større. Så han holder sig nok til generelle vendinger om, at det har været et udfordrende år for kongehuset,« forklarede han.
Hvorvidt kong Haralds tale kan få det norske kongehus dalende popularitet på ret kurs, må tiden vise.