En historisk dag har onsdag fundet sted i kongehuset, hvor det blev besluttet, at kronprinsesse Mary fremover vil kunne indsættes som rigsforstander for Dronningen.

Og det glæder den tidligere balletskoleejer Susanne Heering, som er Dronningens nære veninde.

Hun har kendt kronprins Frederik, siden han var tre år, og har også et nært kendskab til Kronprinsessen:

»Det lyder som en god og fornuftig idé. Hun er så god en ambassadør for Danmark. Hun gør et strålende arbejde for Danmark,« siger hun til B.T.

Kronprinsessen er ofte blevet rost til skyerne af eksperter for sin professionelle håndtering af de begivenheder, hun deltager i.

»Hun har haft rigtig, rigtig stor betydning gennem alle de år, hun har været med. For det første er hun god til at tale med folk, når hun er ude omkring. Uanset hvad det er for en slags mennesker, hun møder. Hun kan tale med alle slags mennesker,« udtalte historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen blandt andet i begyndelsen af september

»Og så er hun bredt interesseret i alle mulige forskellige slags ting. Både kunst, kultur, sport og idræt osv. Hun dækker meget bredt«, forklarede han videre.

Heering-familien har haft tætte forbindelser til kongehuset i flere generationer. To af Susanne Heerings sønner, heriblandt Peter Heering Junior, har været nære venner med Kronprinsen siden barnsben.

Desuden går Peter Heering Juniors børn på samme skole som kronprinsparrets børn.

Susanne Heering kalder derfor kronprinsparret for venner af hele familien. Hun har kun ros til Marys indsats som kronprinsesse:

»Jeg synes jo, at hun gør det godt i det hele taget, og at hun har gjort det godt i lang tid. Hun er i spidsen for mange godgørende ting,« siger den tidligere balletskoleejer, der også roser Kronprinsessen for, at hun altid virker ’så ægte’.

Desuden er Susanne Heering imponeret over Marys sproglige formåen.

»Det virker så fremragende, når hun taler dansk,« siger hun og tilføjer:

»Jeg kan kun sige noget pænt. Når jeg møder hende, er hun altid sød og interesseret og spørger, hvordan man har det.«

Med beslutningen om, at Kronprinsessen fremover kan indsættes som rigsforstander, er der nu fire personer foruden dronningen, der kan varetage opgaven.

Foruden Mary kan både prins Joachim og prinsesse Benedikte fungere som rigsforstandere i Dronningens fravær, mens kronprins Frederik også kan varetage rollen, men dog benævnes som regent i dronningens fravær.

En rigsforstander er typisk i funktion, når dronningen er ude at rejse.

Ifølge kongehusekspert og forfatter Søren Jakobsen kan udnævnelsen af Mary ses som en blåstempling:

»Kronprinsesse Mary kan i allerhøjeste grad se det som et bevis for, at hun har gjort det godt. Hun har været til 'dronninge-eksamen', og hun er bestået,« udtalte han tidligere onsdag til B.T.

Søren Jakobsen vurderede, at det samtidig nok også vil betyde, at vi sjældnere vil se prins Joachim i rollen som rigsforstander.