Når den amerikanske tv-serie ‘Suits’ vender tilbage på skærmen, bliver det uden den 36-årige afroamerikanske skuespiller. I stedet tyder det på, at Meghan Markle gør sig klar til at blive en del af det engelske kongehus.

Hvis man vil være prinsesse, kan man ikke også være skuespiller. Det måtte afdøde Grace Kelly sande, da hun i 1950’erne giftede sig med fyrst Rainier af Monaco. Det samme valg har Meghan Markle nu taget. Det skriver Se og Hør, der citerer det amerikanske medie US Weekly.

Det amerikanske ugeblad bekræfter nemlig at hverken Meghan Markle eller kollegaen Patrick J. Adams vender tilbage til den syvende sæson af ‘Suits’.

Meghan Markle og prins Harry har været kærester siden sommeren 2016. Og lige siden har britiske og amerikanske medier spekuleret i en snarlig kongelig forlovelse mellem den rødhårede prins og den mørklødede skuespillerinde.

Sidste efterår udsendte prins Harry en pressemeddelelse, hvor han bekræftede forholdet til Meghan Markle. Her gav han stærkt udtryk for sin skuffelse over, han ikke havde kunnet beskytte sin kæreste mod racisme og sexisme.

»Det er ikke i orden, at frøken Markle skal være udsat for en sådan storm få måneder inde i forholde«, stod der blandt andet i pressemeddelesen.

Senere fortalte prinsens kæreste om forholdet i det amerikanske ugeblad Vanity Fair, hvor hun udtalte, at de var et par, og at de var forelskede. Men først i september viste de sig hånd i hånd til Invictus Games.

Og nu har Meghan Markle altså tilsyneladende trukket sig fra den serie, hun har været en del af siden 2011.

Men hvornår parret forlover sig, vil kun tiden vise.