Efter ni måneder med usikkerhed, bekymring og spekulationer, kom der mandag aften en god nyhed fra det britiske kongehus, da prinsesse Kate meddelte, at hun havde færdiggjort sin kemobehandling.

Og det er en virkelig godt for det britiske kongehus, mener kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen.

»Det er godt for kongehusfamilien og for briterne, for det giver en stabilitet og en optimisme, som man måske har manglet lidt i det britiske kongehus, hvor både prinsesse Kate og kong Charles har været syg de seneste måneder,« siger han.

Prinsesse Kates besked kom i en tre minutter lang video, som Kongehuset sendte ud mandag aften.

Prins William og prinsesse Kate med deres datter, prinsesse Charlotte.
Prins William og prinsesse Kate med deres datter, prinsesse Charlotte. Foto: Will Warr/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Her ser man prinsesse Kate og prins William holde om hinanden og lege med deres børn, mens hun rørende fortæller, hvordan de seneste måneder har været enormt hårde for familien, og hvordan hun nu har færdiggjort sin kemobehandling.

Prinsesse Kate fortæller ikke, hvilken kræftform det er, hun er blevet ramt af – hvilket heller ikke kom frem, da nyheden om hendes kræft kom kort før påske.

Til gengæld antyder hun, at hun nu er kræftfri:

»Denne tid har frem for alt mindet William og mig om at reflektere og være taknemmelige for de enkle, men vigtige ting i livet, som så mange af os ofte tager for givet. Om simpelthen at elske og blive elsket,« siger hun i videoen og fortsætter:

»At gøre, hvad jeg kan for at holde mig kræftfri, er nu mit fokus. Selvom jeg er færdig med kemoterapi, er min vej til heling og fuld bedring lang, og jeg må fortsætte med at tage hver dag, som den kommer.«

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen er det meget vigtigt for det britiske kongehus og ikke mindst dets popularitet, at prinsesse Kate nu tilsyneladende er rask og snart kan vende tilbage til det kongelige arbejde i et større omfang.

»Kate er jo en vigtig spiller for kongehuset, da hun er en af de mest populære personer i kongehuset, og derfor har det ret stor betydning, at hun er blevet fri for kræft,« siger han.

»Det vil gøre, at kongehuset kan opretholde en stor popularitet, når hun igen er en central person, som med tiden vil komme til at spille en stor rolle igen,« siger han.

Prinsesse Kate fortæller i videoen, at hun glæder sig til at kunne påtage sig nogle flere arbejdsopgaver den næste tid, og at hun hun går den nye fase i møde med 'en fornyet følelse af håb og taknemmelighed for livet.' 

Hør mere om prinsesse Kate og hendes liv i B.T.s podcast 'Kongehuset bag kulissen', hvor der er fokus på prinsesse Kate. 

Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.