I et eksklusivt interview med B.T. fortæller Kronprinsessen bl.a. om, hvor meget det berører hende at møde mennesker, der er socialt udsatte.

Gennem de sidste to år har Kronprinsessen besøgt børnehjem, talt med voldsramte kvinder og lyttet til  statistikkernes skræmmende tal om mobning og vold i familier og blandt unge. Emner og mennesker, der har berørt hende dybt hver gang. Derfor er Kronprinsessen også glad for, at kunne være med til at belyse disse områder, der ofte er tabubelagte.

- Mary Fonden har givet mig en platform at arbejde ud fra – en mulighed for at følge mit hjerte i arbejdet for og med de socialt udsatte grupper og mennesker i det danske samfund. Det er et spændende arbejde. Og det giver mig en stor tilfredshed at være så involveret i de indsatsområder og projekter, vi har valgt at arbejde med.


LÆS OGSÅ: VI ØNSKER AT GØRE EN FORSKEL

Hvilke projekter har berørt Dem mest?

- Det er svært for mig at fremhæve ét projekt, fordi vi brænder for alle vores projekter. Men hvis jeg alligevel skal trække et par enkelte frem vil det være Fri for Mobberi, som er vores første projekt, og som er blevet mødt med meget stor begejstring fra både børn, deres forældre, lærere og pædagoger. Mange mennesker er spontant kommet hen til mig og har fortalt om deres positive oplevelser med projektet, og det gør det til noget helt særligt. I forhold til vores indsats mod vold i hjemmet kan jeg heller ikke undgå at blive dybt rørt over de postkort, vi modtager i Mary Fonden, fra børn og mødre som tilbagemelding på den rygsæk, de har fået, da de ankom til et krisecenter. Rygsækken er en meget enkel idé, men den har fået så meget større betydning, end vi nogensinde kunne have forestillet os.

LÆS OGSÅ: MARY FONDENS ARBEJDE