Hvis du er royalist og nyder at gå ind på kongehusets hjemmeside i ny og næ, så er der godt nyt.

Fremover skulle det nemlig gerne være en hjemmeside med et noget mere brugervenligt design end hidtil.

Tirsdag lancerer kongehuset nemlig en spritny digital front på sitet.

Det oplyses i en pressemeddelelse via Instagram, hvor kongehuset også har delt en række billeder af, hvordan deres tidligere hjemmesider har set ud:

Kongehuset fik deres første hjemmeside i midten af 1990erne.

Siden da er designet blevet ændret fire gange i løbet af det seneste kvarte århundrede, hvilket vil sige, at ændringerne tirsdag bliver femte gang.

Sidste gang, der blev rodet med designet, var i 2016.

På Instagram fortæller kongehuset følgende om det nye site:

»På kongehuset.dk fortælles der løbende om den kongelige families mange opgaver og aktiviteter gennem tekster, billeder og videoer,« skriver kongehuset og fortsætter:

»Desuden giver hjemmesiden mulighed for at få både det hurtige overblik og den historiske fordybelse, og ved større begivenheder i Kongehuset er det også på hjemmesiden, at for eksempel gæstelister og menuer offentliggøres først. Desuden kan alle officielle programpunkter tilgås i Kongehusets kalender, der findes på hjemmesidens forside.«

Kongehusets nye hjemmeside bliver lanceret klokken 10.00 tirsdag.