For nylig måtte ekskong Albert II af Belgien nødtvungent gå med til en dna-test, der viste, at den 51-årige kunstner Delphine Boël havde ret i sin påstand om, at ekskongen var hendes biologiske far.

Hun får derved arveret efter sin far og ret til at antage kongeslægtens navn (Sachsen-Coburg), men hun bliver ikke prinsesse og får ikke plads i arvefølgen til tronen.

Umiddelbart burde sagen derfor være et privat familieanliggende, men dels er royale forhold godt stof for medierne, dels har Delphine Boël selv brugt medierne i sin kamp.

Før i tiden var kongers udenomsægteskabelige forhold og de børn, der var resultatet af dem, imidlertid på ingen måde private familieanliggender. Kongens forhold til en elskerinde var ikke noget, der var hemmeligt og skulle holdes skjult.

Tværtimod var elskerinderne alment kendte og færdedes åbenlyst ved hoffet. Forholdet mellem kongen og hans elskerinde behøvede ikke kun at handle om sex og kærlighed, men kunne også rumme venskab, fortrolighed, sparring og politisk netværksbygning.

Og det forhold, at kongen kunne tillade sig åbenlyst at have en elskerinde og altså begå ægteskabsbrud – noget, der var en strafbar handling for hans undersåtter – medvirkede blot til at demonstrere hans mægtige og ophøjede position for befolkningen. Kongen vedgik faderskabet til de børn, der var resultatet af forholdet. De kunne ikke arve tronen, men de blev på anden vis hjulpet godt i vej.

Ligesom prinsesserne blev gift med fremtrædende udenlandske fyrster som led i landets udenrigspolitik, blev også kongens døtre med elskerinderne gift i arrangerede ægteskaber med fremtrædende indenlandske adelsmænd, der derved fik kongen til svigerfar og kom højt på strå.

Sønnerne af kongen og hans elskerinder fik fremtrædende og ansvarsfulde poster inden for militær eller regering. Pointen var nemlig, at kongens børn med elskerinderne alene var noget i denne verden, fordi han havde anerkendt faderskabet til dem. Hvis han ikke gjorde det, var de intet.

Derfor havde han en stor interesse i at anbringe sine – som det hed – 'naturlige' børn og svigerbørn på høje og centrale poster, for han kunne nemlig her regne med deres fulde og ubetingede loyalitet. Hvis de satte sig op imod deres kongelige far eller svigerfar, ville de nemlig miste deres høje position i samfundet.

Men i vore dages lighedsorienterede konstitutionelle monarkier er magtforholdene anderledes. Loyaliteten går mod staten og ikke mod kongen personligt. Kongen forventes at leve et normalt familieliv.

Han regerer ikke selv – det gør regeringen, som udgår fra et demokratisk valgt parlament. Uden- og indenrigspolitik føres ikke gennem arrangerede ægteskaber, og høje poster bliver besat efter lovene på grundlag af uddannelsesmæssige kvalifikationer eller partitilhørsforhold – ikke af kongen.

En konges udenomsægteskabelige børn har derfor ikke længere nogen politisk betydning – men underholdningsværdi har de stadig.