Flere millioner ventede i spænding på at se Kate Middletons brudekjole, da hun skulle giftes den 29. april.

Og især én har nok gjort store øjne, da hun så resultatet. Det var den italienske skuespiller, Isabella Orsini, som er guddatter af den italienske premierminister, Silvio Berlusconi. For to år siden blev hun nemlig gift med den belgiske Prins Edouard de Ligne i en kjole, der har en hel del ligheder med Kate’s.

Det skriver dailymail.co.uk.

Isabella Orsini fik designet sin kjole af den belgiske designer, Gerald Watelet, og lighederne viser sig blandt andet i blonderne på overdelen og v-udskæringen.

Flere medier har beskyldt Kate for at have kopieret kjolen fra Orsini. Kate Middletons brudekjole var designet af Sarah Burton fra modehuset Alexander McQueen.

Og Orsini selv kan da også godt se ligheden. Til det italienske magasin, Novella 2000 siger hun:

- Så snart Hertuginden af Cambridge gik ind i kirken, troede jeg, at det var en kopi af min kjole.

Hun bebrejder dog ikke Kate, hun siger derimod, at det blot betyder, at det er fordi, Kate har god smag.

Begge de to kjoler et tilsyneladende inspireret af en royal brudekjole, der har mere end et halvt århundrede på bagen. I hvert fald ligner både hertugindens og Orsinis kjoler Grace Kellys brudekjole, som hun bar, da hun i 1956 blev gift med prins Rainier III af Monaco.

Det har Miranda Eason, redaktør på magasinet You & Your Wedding også observeret.

- Grunden til, at de er ens, er, at de begge refererer til Grace Kellys ikoniske brudekjole, siger hun.