Det er ikke noget nyt, at de mange omrejsende på Roskilde Festival scorer kassen.

Men det er alligevel ikke hver dag, man finder en flaskesamler med en bon på hele 20.000 kroner. Det gjorde politiet for nylig.

Det skriver Roskilde Avis.

Bonnen var løn for en enkelt eller et par dages arbejde, formoder politiet.

I år har Midt- og Vestsjællands Politi haft en særlig indsats mod de omrejsende folk, der rejser til festivalen alene for at samle flasker.

Politiet mødte flere pantsamlere på årets festival, der forklarede, at de rejser rundt på forskellige festivaler og koncerter for at tjene penge.

Det er en god forretning, da deltagerne på både Roskilde og ved andre større koncerter ofte efterlader dåser og pantglas.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Midt- og Vestsjællands Politi til sagen, men det har ikke været muligt.