Hos Elgiganten kan man få et musikanlæg til et par hundrede kroner.

Men det er ikke sådan et anlæg, 27-årige Victor Skov har taget med på festival.

Ude blandt farverige pavilioner og telte står hans store sorte musikmonster, som hedder 'Bæstet 3.0'.

Det spiller hver dag og nat op til fest i både solskin og regnvejr og har en helt speciel knap, man kan trykke på.

Ude foran anlælgget danser op mod hundrede festivalgæster til musikken.

Du kan se det dyre anlæg spille op til fest i videoen øverst i artiklen.

Festen er sikret, men det har til gengæld ikke været helt billigt.

Den 27-årige odenseaner har lagt 35.000 kroner i 'Bæstet 3.0' for at være festens midtpunkt.

»Jeg har bygget det her, fordi jeg elsker høj musik,« siger han.

De penge har Victor Skov selv sparet op i sit arbejde som elektriker.

På sin mobiltelefon viser han en video fra mandag aften på campingområdet, hvor han bor med sine venner.

Her er hele området omkring anlægget fyldt med dansende mennesker badet i farverigt lys.

Og især lyset er en del af opskriften på succes.

VIctor Skov har nemlig installeret en kontakt ved siden af dj-pulten, som for alvor sætter gang i dansegulvet.

Ét enkelt tryk tænder for adskillige maskiner på toppen af anlægget, som kaster strobelys ud over alle.

Og ja, 'Bæstet 3.0' spiller højt. Rigtig højt. Men det generer åbenbart ikke de tætteste naboer.

»Jeg synes, det er fedt, at de spiller op til fest hver dag. Det er ekstra fedt, at de ikke også starter med at spille alt for tidligt,« fortæller en af mændene, hvis telt ligger lige ud til det evige dansegulv.