Lyt til artiklen

En tur på festival er for de flestes vedkommende en dyr fornøjelse – men det kan også være en særdeles profitabel affære.

24-årige Janut fra Rumænien er en af de adskillige pantsamlere, som er rejst til Danmark i denne uge med ét formål: at tjene penge til resten af sommeren.

Hver morgen klokken 8, mens størstedelen af festivalgæsterne stadig er ved at sove nattens brandert ud, mødes de i den såkaldte Refunders Lounge.

Her sørger de for at få ladet deres telefoner op og hanket op i sækkene, og så går arbejdsdagen ellers i gang.

Billetten, der i år har en pris på 2.250 kroner, betaler de selv. Herudover er der også udgifter til mad og rejsen til Danmark.

Men det kan godt betale sig.

B.T. har talt med pantsamlere fra både Sverige, Tyskland, Rumænien og Italien, der alle fortæller, at de kan tjene 10.000 kroner om ugen på at samle pant – som minimum, vel at mærke.

Ifølge Janut kan man være heldig at indkassere intet mindre end 30.000 kroner, hvis man er villig til at gå festivalen tynd og samle al den pant, der efterlades allevegne.

Men det er et hårdt og krævende arbejde, fortæller den 24-årige rumæner, som du kan møde i videoen over artiklen.