19-årige Isabella Pedersen har svært ved at finde de rette ord til at beskrive de seneste 24 timer.

På den ene side har det været fantastisk endelig at ankomme til Roskilde Festival.

At mærke festen og stemningen efter to år i det lange corona-halsgreb.

Men der er også malurt i bægeret.

Venindegruppen, der alle er mellem 18 og 19 år, har nemlig også oplevet en del af de ting, der ikke kan være sjov på Roskilde.

Slet ikke, når det er første gang.

»Dagen i går var på mange måder dårlig. Det var stressende, og vi blev vist alle mulige steder hen. Og det var altså med så mange tunge ting, så vi blev lidt negative,« siger Isabella Pedersen.

Pigegruppen forsøgte at holde hovedet højt, men da de fik fundet deres i forvejen bestilte campområde, blev de mødt af de næste frustrationspunkter.

Er du på Roskilde, og har du en historie, som du synes, B.T. bør se nærmere på? Så må du meget gerne skrive på sebj@bt.dk eller 31106279.

Isabella Pedersen i campen
Isabella Pedersen i campen Foto: Privatfoto
Vis mere

Først og fremmest lå deres camp - efter deres mening - alt for tæt på udgangen, og så måtte de også hurtigt erkende, at naboernes højttaler spillede langt højere end deres egen.

Man skal ikke græde over spildt mælk, så teenagepigerne satte gang i festen og forsøgte at nyde deres debut på festivalen.

Og festen fik de da også gang i, men de blev ikke berusede nok til at sove gennem den massive larm, da de endelig kom i seng, og da de vågnede, var det til endnu en negativ overraskelse.

Deres ølbong var blevet stjålet.

Så da B.T. søndag besøger Isabella og pigerne, er det med godt humør og smil, der er sat på for at fortrænge de seneste 24 timer.

»Det har været vanvittigt, og jeg synes faktisk ikke, det har været den sjoveste start, men vi er også friske på at give den gas,« siger Isabella.

Og så har hun en relativt enkel løsning på problemet med at sove gennem den høje musik.«

»Jeg tror, vi bliver nødt til at drikke os så stive, at vi går kold. Vi kan ikke sove, når der er så meget larm,« siger hun.