Årets festival var ikke engang officielt skudt i gang, før årets første voldsepisode fandt sted.

Natten til lørdag - i festivalens medarbejdercamping - udbrød der nemlig tumult og slagsmål.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

Hændelsen fandt sted, da to svenske statsborgere fik adgang til medarbejdercampingen, selvom de ikke havde et armbånd til stedet.

Er du på Roskilde, og har du en historie til B.T.? Så må du gerne tippe os på sebj@bt.dk.

De to svenskere faldt i snak med en gruppe i området, og sammen festede de og hyggede sig sammen.

På et tidspunkt gik folk dog til ro, og det er så her, at tumulten opstår.

»Forklaringerne tyder på, at de to svenskere bliver taget i at stjæle en flaske spiritus i et telt, og så vender stemningen. Det ender med tumult, og de to svenskere ender med at slå en frivillig og tager halsgreb på en anden,« fortæller Thomas Kristensen, der er pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Herefter får svenskerne truet de frivillige med, at de ikke må kontakte politiet.

Derfor er de foruden vold også sigtet for vidnetrusler.

De sigtede er dog igen løsladt, oplyser politikredsen.