Kalenderen skriver maj, og solen står højt på himlen, men de fleste ved, at den danske sommer sjældent er til at regne med. Derfor har Berlingske allieret sig med globetrotteren Henrik Jeppesen - sammen guider vi dig til luksuriøs sommerferie på budget.

Før du får ondt i hovedet af bekymring om, hvor du skal rejse hen i sommerferien, når 1000 krone-sedlerne ikke ligefrem vælter ud af pungen, kan du starte med at læse denne artikel.

I en alder af blot 28 år har Henrik Jeppesen netop modtaget titlen som den yngste dansker, der har været et smut i alle verdens 193 land. Det er svært at komme i tanke om bedre mand, hvis man har brug for et par fif til en sommerferie med »value for money«.

Et generelt rejsetip, som formentlig ikke er gået nogens næse forbi, er at tage af sted, før skolernes officielle ferie begynder. Opfordringen fra Henrik Jeppesen lyder da også, at man skal »rejse lige så snart, at det er sommer. Sidst i juni får man markant mere for pengene, end man gør i juli.«

Dyk ned i top fem-listen og lad dig inspirere til, hvor den næste ferie skal gå hen.

1. Maldiverne

Den eksotiske feriedestination er sjældent noget, man forbinder med ferie på budget, og »det lyder vanvittigt, at Maldiverne skulle være billigt, men der er en forklaring,« beroliger Henrik Jeppesen.

Sommeren er nemlig lavsæson på Maldiverne, selvom der hele tiden er fantastisk vejr. Det betyder, at hotelpriserne er lave, og det er muligt at finde flybilletter tur/retur til 4000 kroner fra Billund eller København, mener globetrotteren. Hvis man drømmer om at bo på et 5-stjernet hotel, kan det lade sig gøre for 300-400kroner per person per nat. Dog er der meget forskellen af luksushotellerne. Opfordringen lyder derfor, at man læser anmeldelser, og hvis man vil være sikker på kvalitet, vælger man et hotel, der koster 600 kroner.

2. Sydøstasien

Sydøstasien er ikke så præcist, men Henrik Jeppsen mener, at samtlige lande er anbefalelsesværdige, fordi man »virkelig får meget for pengene om sommeren.«

Mange vil gemme en rejse til Thailand til vinterhalvåret, men det er helt skørt, forklarer Henrik Jeppesen.

»Det kan være billigere at rejse til Thailand end til Europa i sommerferien. Det kan godt være, at flybilletten er lidt dyrere, men leveomkostningerne er til gengæld væsentligt billigere, fordi hotelværelserne sjældent er fyldt op i sommersæsonen.«

Hotellerne er langt mere interesseret i at sælge værelser til det kvarte eller det halve af prisen, for det er trods alt bedre end ingenting.

3. Caribien

I USA er sommermånederne, ligesom i resten af Europa, oftest lig med sol. Derfor har amerikanerne, som er dem, der oftest besøger Caribien, mest lyst til at besøge feriedestinationen om vinteren. Det betyder, at priserne er uhyre billige om sommeren.

Hvis man har lyst til at opleve Caribien uden at bruge det halve af sin pensionsopsparing, er sommerferien oplagt. St. Barth er det dyreste i Caribien, mens Den Dominikanske Republik giver meget for pengene. Desuden »oplever du bedre service om sommeren, fordi der ikke er propfyldt,« forklarer Henrik Jeppesen.

Han anslår, at man kan få en flybillet tur/retur til 3000 kroner fra Billund eller København.

4. USA

Det er i øjeblikket billigere end nogensinde at rejse til USA, og med et par tricks fra Henrik Jeppesen bliver det endnu billigere, hvis du planlægger et »road trip« gennem de amerikanske delstater.

Det nye i USA er nemlig at tage lavprisbusser, såsom Megabus og BoltBus. Det koster 1 dollar at rejse mellem hver stat. Hvis man vil være endnu mere sparsommelig, kan man hoppe på bussen om natten, på den måde sparer man en overnatning, forklarer Henrik Jeppesen.

»Ligegyldigt hvor høj dollarkursen er, kan man aldrig blive fragtet billigere.«

5. Dubai/Estland

Dubai

Henrik Jeppesen er en smule splittet omkring valget af Dubai, for man kan få virkelig meget for pengene, hvis man ellers kan »overleve i ekstrem varme, og er glad for indendørs aktiviteter med aircondition.«

I juli måned er temperaturen helt oppe i det røde felt, og ryger nemt over 40 grader, men flybilletterne er helt i bund, og det samme er hotelpriserne. En flybillet tur/retur koster for 1500-2000 kroner og hotel til 200 kroner per nat per person er realistisk, mener Henrik Jeppesen.



Estland

Hvis man ikke er til den ekstreme varme, er Estland et godt bud på sommerferie på budget. Lige i hælene af Italien er Estland faktisk Henrik Jeppesens favorit i Europa.

Det kan kun anbefales at rejse til Estland om sommeren, for om vinteren er det simpelthen for koldt, mener Henrik Jeppesen, som forklarer, at Estland på mange måder minder om Danmark.

Det skulle være muligt at finde flybilletter til 1000 kr. tur/retur, mens hotellerne kan findes til 100-200 kroner per nat per person.